Vi står på tærsklen til en ny æra indenfor forbrugertech: Nu skal alt leve længere
Efterspørgslen og ikke mindst behovet for mere reparationsvenlige og langtidsholdbare forbrugerprodukter stiger. Og heldigvis begynder markedet af tage ansvar, så forbrugerne ikke behøver tage beslutningen.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Verden – og vores forbrugsvaner – står midt i en omfattende omvæltning.
I kølvandet på covid-19 ramte elektronikkomponentmanglen verdensmarkedet, hvor vi pludselig skulle vænne os til, at leveringstiderne på nogle elektronikvarer blev lange – samtidig med at alle havde brug for nye computere, skærme og dockingstationer til hjemmekontoret.
Alene ventetiden har været uvant for os forbrugere, men endnu mere uvant har det været, at vi er blevet så hårdt ramt af de høje energipriser, at vi har måtte gentænke både vores energivaner og forbrugsvaner. Vi har pludselig måtte forholde os til at blive endnu mere energibesparende og overveje, hvad hver enkelt enhed i husholdningen koster i Kwh.
Det er nyt for os alle, selvom hele klimadagsordenen har kørt længe, og vi kan se, at både efterspørgslen – og udbuddet – af produkter, som både er energivenlige, mere miljøbevidst produceret og ikke mindst reparationsvenlige, så de har en længere levetid, er steget.
Det er godt. Ikke kun for den enkelte forbruger, men også for vores fælles klode, som vi på et tidspunkt skal give videre til næste generation.
Vi står overfor en ny tid for forbrugertech, hvor vi spår, at der bliver langt mere fokus på bæredygtigt forbrug – både hos den enkelte forbruger, men også hos producenterne.
Den positive udvikling
Energikrisen har også haft en positiv sideeffekt og har tvunget os til at ændre vores forbrugsvaner. At vi genbruger, genanvender og gør energibesparende tiltag, er den bæredygtige forbrugeradfærd, som er nødvendig for, at vi rykker på alle de mål, vi som samfund sætter for at forbedre vores miljø.
Og netop den nye efterspørgsel og ændrede forbrugsvaner skal vi som producenter omfavne. Den elektronik vi udvikler, skal skabes til en verden med fokus på at forlænge produkters levetid, bestå af genanvendte materialer og hjælpe forbrugerne med at holde energivaner nede.
Vi hos Acer oplever en stor interesse i vores produkter, som er udviklet og produceret med bæredygtighed og reparationsvenlighed i fokus, men også vores kollegaer i branchen, kommer med mere bæredygtige og reparationsvenlige produkter.
Det er positivt, at reparationsvenlighed og bæredygtig produktion er på vej til at blive en norm, mere end et tilvalg.
Dertil kommer en stigning i markedet for upcycled computere - altså repareret hardware og forbrugerelektronik. Det fortæller os, at der hos forbrugere og virksomheder er en interesse i at have et grønnere indkøb af tech.
Når det er sagt, så er der stadig lang vej endnu til at gøre ”bæredygtighed” til et af de primære købsfaktorer hos den almene forbruger. I nyere undersøgelser ser en stadig stigende mængde forbrugere bæredygtighed som et vigtigt parameter, når de foretager sig køb, men at når det kommer til selve købet, så er prisen stadig det mest afgørende – blandt andet fordi det ikke er let at gennemskue produkters bæredygtighed.
Derfor er der brug for fælles standarder for, hvad bæredygtig forbrugerelektronik er.
De seneste undersøgelser og specialer bekræfter netop dette fra henholdsvis Aarhus Universitet og fra Island: At bedre markering af produkters bæredygtighed betyder, at flere tilvælger mere bæredygtige produkter.
Fuldstændig som ved Ø- eller Svanemærket. Det vil gøre det lettere for forbrugere at vælge de rette, mere bæredygtige produkter, og det vil betyde, at flere producenter vælger at skabe ”grønnere,” reparationsvenlige produkter.
Og det er, hvad vi alle har brug for.


