Fortsæt til indhold

Evnen til at koble teknologi og forretning er afgørende for succes

Teknologi og forretning er to sider af samme sag, men kun ved at koble dem, skaber de for alvor værdi gennem øget effektivitet, produktivitet, beslutningskraft, udvikling og lønsomhed. Alligevel er det for mange virksomheder et område, som ikke er helt så lige til.

Debat
Lars Sander MatjekaBestyrelsesmedlem og ledelsesrådgiver

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lars Sander Matjeka

Teknologi har gennem tiden revolutioneret måden, vi driver forretning på, og både skabt nye muligheder og nye udfordringer for virksomhederne. Fra automatisering af produktionsprocesser til digitale marketingstrategier har teknologi givet os en ny spillebane, og med stadigt øgede krav til effektivitet, produktivitet og brug af data er det blevet en afgørende faktor i virksomhedernes evne til at være konkurrencedygtige.

Men teknologi er ikke en magisk løsning på alt – heller ikke selvom det ofte bliver omtalt sådan. Det er nemlig vigtigt at huske, at teknologi alene er et værktøj, og at det i sidste ende handler om, hvordan vi rent faktisk bruger teknologien til at drive og udvikle vores forretning.

Det kalder naturligt på en strategisk tilgang til teknologi, og selvom de fleste ledere forstår vigtigheden af at koble teknologi og forretning, oplever mange fortsat, at det er vanskeligt og har svært ved at afgøre, hvor de skal begynde.

Når jeg sætter det på skrift, lyder det næsten for indlysende, men én af de vigtigste erfaringer, jeg har gjort mig, er altid at starte med at identificere forretningens behov og dernæst finde de teknologiske løsninger, som matcher. At bringe ny teknologi ind i virksomheden for teknologiens skyld er nemlig spild af både tid og penge, og i værste fald kan det være skadeligt for forretningen.

Det siger også sig selv, at digitalisering kræver et tæt samarbejde mellem it-ledelsen og forretningsledelsen. Alligevel har jeg gentagne gange set, at de to taler hver deres sprog – at der graves grøfter i stedet for at bygge broer. Derfor er det nødvendigt på et meget tidligt tidspunkt at skabe et klart, fælles billede af behovet, herunder præcis, hvordan teknologien påvirker forretningen, og hvordan den understøtter opnåelsen af både operationelle, taktiske og strategiske mål.

It skal naturligvis have en forståelse for forretningen, men forretningen må også besidde dyb teknologiforståelse. I én af de virksomheder, jeg tidligere har været en del af, valgte vi af samme årsag ved rekruttering af ledere, at gå efter at: ”…ansætte den bedste blandt ligemænd (M/K), som er digitalt stærk og nysgerrig på teknologi.”

Vi gjorde det netop for at mindske afstanden mellem teknologi og forretning, og vi så, at det styrkede dialogen på tværs af virksomheden og f.eks. skabte en fælles vurdering af, hvordan teknologien bedst blev integreret med virksomhedens eksisterende processer og systemer. Samtidig øgede det eksekveringskraften og minimerede misforståelser i hverdagen.

Til tider narrer vi os selv til at tro, at et digitaliseringsprojekt har en slutdato. Sådan forholder det sig sjældent, og det er vigtigt at gøre sig klart, at arbejdet med at koble teknologi og forretning er en dynamisk proces. Det er nemlig nødvendigt hele tiden at evaluere, hvordan teknologien bruges, om den giver den ønskede værdi og om der er ændringer i omverden, der skaber behov for justering. Virksomhederne må med andre ord være fleksible og have en høj tilpasningsevne for at holde sig konkurrencedygtige i en digital verden under stadig hastig forandring.

Artiklens emner
Ledelse
Digitalisering