Vores netværk øger evnen til at skabe resultater
Netværk åbner døre, udvider vores horisont, øger vores markedsværdi og gør os i sidste ende bedre til at skabe resultater. Alligevel overser mange ledere betydningen af et personligt netværk. Ligesom Anders.
Mange af os kender vist historien om, at 65-80 pct. af alle job besættes gennem netværk. Alligevel er der karriereorienterede mennesker, der glemmer alt om det. Et af dem, har jeg lige mødt. Han hedder Anders, og jeg har fået lov til at bruge ham som eksempel.
Anders er 49 år; han har været ansat i den samme virksomhed, siden han afsluttede sin uddannelse for ca. 25 år siden; han er steget i graderne internt; han har altid haft stort fokus på at ”levere varen”; han har konsekvent sagt nej til ”tidsrøvere”, som bare ville drikke en kop kaffe, sparre og få input. Anders blev fyret 29. august 2022.
Pludselig stod han i en situation, hvor han skulle i gang med at finde et nyt job – og hvad er mere nærliggende end at aktivere sit netværk? Der var bare ikke noget netværk at aktivere… Anders’ egen konklusion: ”Hold kæft, hvor har jeg været dum.”.
Det ER dumt at undervurdere værdien og betydningen af netværk – og min snak med Anders tog udgangspunkt i mine personlige erfaringer:
- Netværk er afgørende for, hvor god du er til dit job, bl.a. fordi du er afhængig af andre mennesker i forhold til at få ny viden om alt fra markeds- og produktudvikling til organisationsændringer hos samarbejdspartnere. Netværk åbner døre og udvider din horisont.
- Netværk bliver ikke bedre, end du gør det til. At bygge netværk er en livslang opgave, som må planlægges, struktureres og prioriteres. Jo før, du kommer i gang, jo bedre.
- Et solidt netværk kræver, at du investerer i det. Vær personlig, byd på dig selv og bidrag uden en modydelse for øje. Vær en ressource og hjælp andre til at få succes.
- Netværk handler om at etablere forbindelser og skabe varige relationer. Mennesker laver forretninger med dem, de kan lide og har tillid til – og løbende kontakt og dialog skaber grobund for positivt samarbejde.
- Et stærkt netværk, er et bredt netværk. Sørg derfor for at have diversitet i dit netværk – i forhold til branche, funktion, uddannelse, alder mv. Mennesker, der alene omgås kloner af sig selv, degenererer over tid.
- Netværk gør verden mindre og bringer dig tæt på værdifuld information, omfattende ressourcer og interessante mennesker. En erhvervsaktiv person i Danmark kender i gennemsnit 3.500 mennesker, og hver af disse mennesker kender også 3.500 mennesker. Det bliver til en del.
- Netværk op, ned og til siden. Med chefer, medarbejdere, kolleger, specialister, rådgivere og ligesindede både fra andre virksomheder og fra helt andre brancher.
- Opfør dig ordentligt, overhold aftaler, tal pænt om andre og sig tak.
- Tænk på, hvad mennesker omkring dig kan have brug for, og find måder at hjælpe dem til at gøre deres job endnu bedre.
- Prioriter at netværke, men gør det balanceret, så det ikke går ud over din evne til at eksekvere på jobbet.
På vej ud ad døren bad Anders om ét enkelt råd, der sammenfattede det, vi havde talt om. Mit svar tog udgangspunkt i et gammelt ordsprog: ”Det handler ikke om, hvem du kender, men hvem, der kender dig. Og hvad de kender dig for.”