Fortsæt til indhold

Data er (også) en ledelsesopgave

Teknologien har i høj grad ændret vores tilgang til data, og det stiller nye og anderledes krav til både ledere og medarbejdere. Derfor kommer vi ikke uden om at tale om forandringsledelse, når en virksomhed skal sætte strøm til sine data.

Debat
Lars Sander MatjekaBestyrelsesmedlem og ledelsesrådgiver

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lars Sander Matjeka

At være en datadrevet virksomhed handler i al sin enkelhed om at omdanne organisationens mange data til konkret viden og i højere grad træffe beslutninger baseret på fakta og konkret indsigt. Men faktisk er det gammel vin på nye flasker.

Købmanden ved siden af mine bedsteforældres gård syd for Haslev gjorde brug af data – han kaldte det bare at kende sine kunders behov. Noget af den viden boede i øverste etage hos ham, og noget boede i hans store, brune bog, hvori der kun blev skrevet med blyant.

I dag har teknologien naturligvis ændret vores tilgang til data og viden monumentalt – dels fordi mængden af data vokser eksplosivt, dels fordi vi har fået nye muligheder for at analysere data. Det stiller nogle helt andre krav til både ledere og medarbejdere end en god hukommelse, en brun bog og en blyant.

For eksempel må virksomhederne styrke sine analytiske kompetencer, som betyder, at ledelsen må tænke anderledes, både når strategien skal udarbejdes og eksekveres. Organisationen må sammensættes og udvikles ud fra nye kriterier. Og medarbejderne må opbygge nye færdigheder og fagkompetencer.

Dermed kommer vi ikke uden om et fortærsket begreb: Forandringsledelse.

Går man som virksomhed ”all in” i forhold til at være datadrevet, vil det nemlig uundgåeligt medføre forandringer. Det handler ikke blot om føromtalte måde at træffe beslutninger på, men også om nye måder at tænke på, nye måder at arbejde på, nye måder at møde kunderne på, nye måder at produktudvikle på…

En stor ledelsesopgave i forbindelse med at blive datadrevet er derfor at håndtere forandringerne, og jeg har desværre alt for ofte set investeringstunge dataprojekter, der ikke er lykkedes i tilstrækkeligt omfang, fordi der manglede fokus på forandringsledelse. Ifølge McKinsey når hele 70 pct. af alle digitale transformationer da heller ikke de definerede mål.

At data er kommet for at blive, at det er et værdifuldt råstof og at det står højt på virksomhedernes agenda er hævet over enhver tvivl. F.eks. angiver 64 pct. af virksomhederne i PwC’s AI Predictions-analyse, at data og Artificial Intelligence (AI) har gjort deres virksomhedsdrift mere effektiv og øget produktiviteten. Og Business Intelligence (BI) og Analytics har toppet Gartners liste over de vigtigste strategiske teknologier stort set hvert år siden 2008.

Dér, hvor tvivlen fortsat opstår om data, er, hvordan virksomheder kommer fra tanke til handling – og hvordan de mange muligheder, som data giver, omsættes til konkrete forretningsmuligheder. Ét sted at starte er at klæde ledere og medarbejdere på til at føle sig trygge og handlekraftige i samspillet mellem forretning og it; i balancen mellem det kommercielle og teknologien.

Vi kommer nemlig ikke uden om, at data (også) er en ledelsesopgave.

Artiklens emner
Ledelse
Kunstig intelligens