Har lange leveringstider sat kundetilliden over styr?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Endelig lysner det i forhold til leveringstiderne på mikrochips. Manglen på små mikrochips har sat en kæmpe prop i forsyningskæden hos et utal af industrier verden over siden 2021.

Men hvad har de lange leveringstider reelt kostet os udover ar på sjælen, fordi vi ikke har kunnet levere til kunderne? Og bliver alt som før?

Faktum er, at vi nok må indstille os på en ny normal, som vi alle skal lære at navigere i. For selv om vi har overfyldte ordrebøger, skaber de ingen værdi, når vi ikke kan levere. Og når man som os bygger sin forretning på langvarige relationer og tætte partnerskaber, har vi måtte sætte det dyrebareste, vi har, på spil – nemlig kundernes tillid.

Ifølge en analyse fra DI - ”Råvaremangel er den store vækstbremse” – mangler fire ud af fem virksomheder mikrochips.

Det er primært industrien, og herunder elektronikindustrien, som er ramt af mangel på mikrochips og elektriske komponenter. Råvare- og materialemangel koster i tabt produktion, og alene i 2021 var produktionstabet på 10 mia. kr. Tallene for 2022 og 2023 ligger uden tvivl højere.

50 ugers ventetid på mikrochips er helt absurd. Men det har været vores besked til mange, mange kunder gennem de sidste to år. Vi har måtte skuffe vores kunder, herunder primært maskinbyggere og produktionsvirksomheder, som igen har måtte skuffe deres kunder.

Tiden går, og al planlægning skrider. Vi har alle måtte gribe forskellige muligheder for at kunne sammensætte noget, der minder om velfungerende løsninger og leverancer. Men det har kostet dyrt gennem hele forsyningskæden.

Vi har udvidet produktionskapaciteten enormt i Tyskland og har opbygget et gigantisk lager af diverse komponenter, som vi tidligere har indkøbt fra anden side. Det eneste, vi har manglet, er mikrochips.

Vi har forsøgt os med brokere og alternative leverandører, men kun en brøkdel af de tusindvis af mikrochips, vi har købt, har været brugbare. Da en af vores faste leverandører pludselig meldte ud – midt i den globale mikrochipkrise - at de ville stoppe med produktion af mikrochips, fordi der var mere at tjene på andre produkter, blev vi desperate.

Vores R&D gik i fuld gang med at udvikle nye koncepter og løsninger, som kunne mindske behovet for mikrochips. Velvidende, at den slags tager årevis at innovere og sætte i produktion.

Vi er og bliver afhængige af hinanden, og vi er sårbare, når et led i kæden hopper af. Derfor oplever alle i den lange og omfattende forsyningskæde, at de har fået et hak i tuden. Heldigvis er EU’s ambitiøse program, Chips Act, netop blevet vedtaget, så vi får flere produktionsfaciliteter i EU og bliver mindre afhængige af USA og Kina.

Desuden er Intel i gang med at etablere en stor fabrik i Tyskland, som efter planen er klar med de første chips i 2027. Fra vores leverandører forlyder det, at vi burde være leveringsdygtige igen ved udgangen af 2023 eller i starten af 2024.

Spørgsmålet er bare, hvor vi alle sammen lander inden da? Vi har ikke tidligere prøvet at være i et vakuum som dette, og vi aner ikke, hvordan spillereglerne bliver fremadrettet. Det har været vanvittigt hårdt for både vores kunder og medarbejdere, og det har gjort ondt helt ind i sjælen på alle.

Trygheden er forsvundet, hvad angår de velkendte forsyningskæder - og usikkerheden vil påvirke de tætte kunderelationer, som vi og mange andre virksomheder bygger vores forretning på.