Dansk økonomi: De store tandhjul er i bevægelse
Landets økonomi har aldrig været så sund og stærk, som den er nu. Det skal vi glæde os over, for der er temmelig store udfordringer i horisonten. Udfordringer, der gør det nødvendigt, at vi tager en grundig samtale om, hvordan vi indretter vores samfund i fremtiden.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Dansk økonomi står stærkere end nogensinde før.
Beskæftigelsen er tårnhøj, arbejdsløsheden er lav. Langtidsledigheden har nærmest aldrig været lavere, og folk, der tidligere stod på kanten af arbejdsmarkedet, kommer i stadigt stigende antal ind og vinder fodfæste. Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster lå pænt over 350 mia. kr. i 2022, de offentlige finanser er sunde både på kort og på langt sigt. Danmark har en offentlig nettoformue på lige omkring 400 mia. kr. Arbejdsstyrken har aldrig været større, og antallet af kontanthjælpsmodtagere er historisk lavt. Alligevel ser vi ikke tendenser til overophedning.
Det er altså masser af økonomisk krudt i kælderen, og det er ganske svært at bevare pessimismen.
Alligevel har vi en løbende debat i kongeriget om behovet for flere reformer. Afskaffelsen af store bededag er en realitet, Arne+ debatteres, forslag til omlægning af uddannelser og flere penge til forsvaret for blot at nævne nogle få.
Når man ser ud i fremtiden, er der da også bevægelse i nogle af de store tandhjul. Her bliver det åbenlyst nødvendigt at finde nogle gode svar.
Den russiske invasion i Ukraine har givet en brat opvågnen. Pludselig føres der igen krig i Europa, og det må erkendes, at fredsdividenden formentlig blev hævet for tidligt. I hvert fald kan vi i Danmark og EU nok ikke se os fri for, at der bliver behov for flere midler til forsvaret. Det har et bredt flertal i Folketinget da også allerede besluttet. Det åbne spørgsmål her er, om de besluttede 2 pct. af BNP er nok på lidt længere sigt.
Vi står også over for demografisk modvind. Det har vi vidst længe, og der er også løbende handlet på det. Faktisk er der handlet så godt, at finanserne er overholdbare. Men også her kommer vi til at se hinanden i øjnene. For nok har vi pengene, men har vi også hænderne? Og hvis ikke vi har det sidste, hvordan kan vi så opretholde det offentlige serviceniveau? Og hvis ikke vi kan det, hvordan går det så med tilliden og opbakningen til velfærdssamfundet?
På klimaet har Danmark en ambitiøs målsætning om 70 pct. reduktion i 2030. På nogle områder er vi kommet et stykke, på andre har vi planer og løse ideer, og så er der også områder, hvor ingen med ædrueligheden i behold kan sige, at vi kommet i gang. Hvad, der til gengæld er helt sikkert, er, at hvis der skal gribes til hovsa-løsninger i sidste øjeblik, så stiger prisen på den grønne omstilling ganske betragteligt. Her løber tiden meget hurtigt, og 2030 kommer hastigt nærmere.
Reformkommissionen påviser i en af deres rapporter, at det er produktiviteten, der primært har drevet velstandsudviklingen i Danmark i de seneste 40 år. Her bliver det afgørende, hvordan vi sikrer uddannelse, forskning og teknologi til fortsat at drive produktiviteten i vejret i årene der kommer.
Mange tandhjul er i bevægelse, og der er behov for mange og lange samtaler om dem.
