Politisk handling efterlyses: Affald skal gøres til ressource

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det har været på vej i flere år – både en ændring i holdningen til den emballage, som er nødvendig for bl.a. at beskytte mange varer mod skader og af hensyn til fødevare-sikkerheden, og det EU-bestemte producentansvar, som flytter ansvaret for og ”magten” over emballagen fra kommunerne til de vareproducerende og emballageforbrugende virksomheder. På godt og ondt!

Det overordnede – og gode! - formål med producentansvaret er at skabe incitament til ”reduce-reuse-recycle” emballage og dermed begrænse mængden af affald.

Fra 1. januar 2025 bliver det producenternes ansvar at indsamle, sortere og sikre genanvendelse af emballager. Derfor skal der forinden etableres et ”system”, som håndterer dette ansvar, hvad en række erhvervsorganisationer har taget initiativ til med etablering af VANA – dansk emballageansvar.

Systemet skal finansieres ud fra et taxameter-princip, hvorefter producenterne skal betale for at være en del af og ansvarlige for økonomien i dette kredsløb. Virksomhedernes betaling vil skulle afhænge af, hvor meget emballage, der bruges, og ikke mindst, hvor genanvendelige/værdifulde de forskellige emballager er.

Udrulning af Producentansvaret

Der er nu kun halvandet år til at få etableret det indsamlings-, sorterings- og genanvendelses-system, som på alle måder skal være så effektivt og rationelt som muligt. Det gælder ”metodisk” og økonomisk – ligesom det i sagens natur skal sikres, at klimabelastningen i de implicerede processer begrænses mest muligt.

VANA er etableret, og de fleste nøgleposter er besat. Der ligger nu en stor og vigtig opgave i, at man får sat fødderne rigtigt fra start. Det er og bliver en tung og kompliceret infrastruktur, vi har og skal have med at gøre. Omkostningerne er og bliver voldsomme, og der er en særdeles broget kreds af stakeholdere involveret.

Det rejser en række spørgsmål, som det synes interessant at få belyst og besvaret, og som vi her vil bringe til debat.

Behov for ensretning

Her og nu er situationen, at de 98 kommuner fortsat (efter sigende) har 13 forskellige måder at indsamle affald på. I et lille land som Danmark! Det går ikke i fremtiden. Der er behov for at få dette ensrettet.

Mange kommuner har inden for de seneste år implementeret nye systemer til affaldshåndtering i husstandene med forskellige fraktioner fra kommune til kommune. Det er - diplomatisk udtrykt - meget uhensigtsmæssigt, hvis vi ønsker at stå med ”én model” senest 1. januar 2025.

Så bør ensretningen ikke starte her og nu? Og hvem kommer til at betale, når/hvis tingene (affaldsspandene) skal ændres igen inden for de næste par år?

Antal fraktioner og sortering heraf

De store skraldevogne/komprimatorbiler skal som udgangspunktet ud til alle husstande med en given frekvens. Sådan er det nu, og sådan vil det – formentlig - også være i fremtiden.

Bio og restaffald hentes typisk hver (eller hver anden) uge. De øvrige fraktioner typisk månedligt. De enkelte biler tager max 2-3 fraktioner, hvilket siger noget om, hvor mange kørsler, der skal til for at hente 10 fraktioner. Og er det hensigtsmæssigt at arbejde henimod de 10 fraktioner i forhold til sortering hos borgerne?

Fra ”nabo-undersøgelser” i udlandet ved vi, at en del fraktioner godt kan blandes (i spandene ved husstandene) og effektivt udsorteres (centralt). Det handler bl.a. om plast, karton og metal. Og det forlyder, at det er relativt problemløst at blande op til disse tre fraktioner og skille dem fra hinanden i et udsorteringsanlæg. Det sker bl.a. i Tyskland og Holland. Også Norge bevæger sig i den retning.

Spørgsmålet er derfor, hvor mange fraktioner forbrugerne skal sortere? I hvert fald er det interessant at få noget evidens for, hvordan og hvor godt tingene fungerer i de lande/områder, hvor man ”blander” visse fraktioner.

Der skal træffes politiske valg

Dybest set handler det hele om at ændre vores forestilling om emballage fra at være noget irriterende affald til en værdifuld ressource, som vi skal behandle optimalt for give vores klode videre til kommende generationer i samme eller allerhelst bedre tilstand end den, som vi modtog den i.

Men det kræver store beslutninger. Det gælder på Christiansborg, i kommunerne og i virksomhederne. Beslutninger af betydning for os alle, hvis vi ikke skal drukne i affald og/eller betale en på alle måder for høj pris for at rydde op efter vores forbrug.