Større råderum er årets bedste økonomiske nyhed
Bundsolide offentlige finanser gavner os alle. Det skaber nye muligheder, men det er formentlig for tidligt at lægge reformsporet helt i graven, hvis danskerne ønsker mere velfærd i fremtiden og vil erstatte arbejde med mere fritid.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Det er ikke kun beskæftigelsen, der bliver ved med at overraske positivt. Det samme gør statsfinanserne. For et par uger siden blev det økonomiske råderum opjusteret med 16 mia. kr., blandt andet fordi tidligere reformer har virket bedre end ventet, og store bededag er afskaffet.
De politiske kommentatorer var da heller ikke sene til at påpege, at regeringens krisefortælling var punkteret (som en ostesoufflé, ingen vil æde, kunne man f.eks. læse på altinget.dk). Om den åbenlyst gode nyhed reelt er et politisk problem for regeringen, vil jeg ikke kloge mig på, men hvad betyder det egentlig?
Lidt som at nogle skoleelever nyder godt af at have styr på penalhuset, nyder vi alle sammen godt af, at der er styr på statsfinanserne. Ikke mindst når krisen rammer. Sunde statsfinanser betyder nemlig, at politikerne kan diske op med hjælpepakker og øge det offentlige forbrug, når der er mest brug for det. De behøver nemlig ikke bekymre sig om, at investorerne – der låner staten pengene – løber skrigende bort.
Politikerne har groft sagt tre muligheder: De kan bruge pengene på yderligere velfærd, sænke skatterne eller lade danskerne arbejde mindre.Palle Sørensen
Samtidig kan danskerne i al almindelighed føle sig relativt sikre på, at der ikke venter uoverstigelige skattestigninger, der skal betale gildet. Og dermed virker finanspolitikken bedre, fordi forbrugerne ikke trækker i den anden retning, når det skrues op i det offentlige. Det faktum, at vi har styr på de offentlige finanser, betyder også, at styrkelsen af de offentlige finanser uden problemer kan omsættes til råderum.
Yderligere 16 mia. kr. i råderum er ensbetydende med nye muligheder. Politikerne har groft sagt tre muligheder: De kan bruge pengene på yderligere velfærd, sænke skatterne eller lade danskerne arbejde mindre. Navnlig sidstnævnte har naturligvis også stor betydning for den samlede velstand – ikke bare statsfinanserne. Men i princippet kunne danskerne holde mere ferie eller have en lidt kortere arbejdsuge uden at skulle bekymre sig om, hvorvidt staten har råd til at betale løn til sygeplejerskerne osv.
I sidste ende er det et prioriteringsspørgsmål, om det bliver det ene eller andet. Og mon ikke de uformelle politiske diskussioner om at fordele kagen allerede er i fuld gang på Christiansborg.
Er behovet for yderligere reformer dermed lagt i graven? Det spørgsmål deler i øjeblikket vandene. For selv med udmøntning af det større råderum er statens finanser holdbare, og dermed kan den nuværende velfærd opretholdes, på trods af at der bliver flere ældre osv. Og det er jo ikke just en brændende platform, især ikke i lyset af at reformer generelt også kommer med nogle omkostninger. Det er fx ikke omkostningsfrit at sløjfe store bededag – langt hovedparten af os ville hellere holde fri.
På den anden side handler det også om, hvilket samfund danskerne ønsker på sigt. Skal der bruges flere offentlige kroner på klimaet og være flere varme hænder per trængende borger, så koster det. Skal den samlede velstand øges gennem skattelettelser, så koster det. Skal militæret prioriteres yderligere som konsekvens af den geopolitiske uro, så koster det. Reformer kan forløse det ønske.
Det skal nok heller ikke underkendes, at nogle af forudsætningerne for den finanspolitiske holdbarhed kan komme under pres. F.eks. er det oplagt, at danskerne vil kræve bedre velfærd fra det offentlige, i takt med at vi bliver rigere. Det, som er godt nok i dag, er formentlig ikke godt nok i 2030. Læg dertil tendensen til, at danskerne arbejder mindre end for 10, 20 og 30 år siden.
Med andre ord erstattes arbejde med fritid i takt med, at vi bliver rigere. Det presser også holdbarheden og kan hurtigt kalde på nye reformer, også selvom der formentlig er lidt ekstra på kistebunden i statskassen i 2030 til at lappe nogle af hullerne.
Samtidig skal vi passe lidt på. Fremskrivninger er usikre. Ikke mindst når vi skal se så langt ud i fremtiden. Kan vi være helt sikre på, at den strukturelle arbejdsstyrke i 2030 er større end tidligere ventet? Eller undervurderer vi p.t., hvor overophedet dansk økonomi er? Det ville i så fald ikke være første gang i historien. Det ændrer dog ikke på, at der formentlig er mere plads i den offentlige økonomi fremadrettet. Det må siges at være en utvetydigt god nyhed.
