Her er den glemte del af den grønne omstilling
Skal den grønne omstilling lykkes, kræver det både en mere målrettet indsats for udfasning af fossil energi og en strukturel reduktion i vores energiforbrug.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Årets Folkemøde på Bornholm bød igen på en palette af spændende debatter om stort og småt. Undertegnede indtog eksempelvis en udmærket sandwich nær et telt, hvor ordet ’brændeovn’ blev nævnt så mange gange, at nysgerrigheden blev vakt. En livlig og timelang debat om brændeovnens rolle og fremtid i det danske samfund var i fuld gang. Er den knitrende (men farligt forurenende) hyggespreder endegyldigt sat skatmat af den grønne omstilling?
Grøn energi fyldte i det hele tage meget på Folkemødet 2023, og ordet ’energitransition’ var en højdespringer i ethvert ord-bingo. Paralleller til tidligere tiders energiomstillinger bliver ofte draget for at illustrere den udfordring, vi står overfor. Over de seneste 200 år har verden allerede gennemgået to væsentlige energitransitioner og har hårdt brug for en tredje.
Trods massive investeringer i grøn energi har disse energikilder endnu ikke kunnet følge med verdens stigende efterspørgsel.Jonas Ahm-Lundgren
Kul viste sig på energiscenen i begyndelsen af 1800-tallet, men vi skulle helt op i begyndelsen af 1900-tallet, inden det udgjorde mere end halvdelen af klodens energiforbrug, mens afbrænding af traditionel biomasse stadig stod for resten. Allerede i 1859 blev den første olieboring etableret, men først i 1970’erne overhaler olien kullet som vigtigste energikilde. Tidligere tiders omstillinger tog sin tid.
Omkring år 2000 var den globale bevidsthed om fossile energikilders påvirkning af klimaet stadig på sit tidlige stadie, og fossilt brændsel stod for ca. 77 pct. af verdens energiforbrug. Siden er meget sket, men ved de seneste opgørelser udgør fossil energi fortsat omkring 80 pct. Trods massive investeringer i grøn energi har disse energikilder endnu ikke kunnet følge med verdens stigende efterspørgsel. Heri ligger to vigtige pointer: Den sorte energi forsvinder ikke af sig selv, og efterspørgslen stiger eksplosivt.
I en forskningsartikel i 2019 pointerer forskerne Richard York og Shannon Bell, at tidligere energitransitioner i virkeligheden har været energi-additioner. Man har således aldrig faset en ’gammel’ energikilde ud, men blot lagt nye ovenpå. I absolutte tal brænder verden langt mere kul af i dag, end den gjorde, da kul var på sit højeste omkring midten af forrige århundrede.
York og Bell’s analyse viser, at sådanne udfasninger langt fra sker naturligt og pointerer, at man f.eks. ved udviklingen af petroleum skulle have forventet, at jagten på hvaler (kilde til hvalolie, bl.a. til belysning) ville aftage. Det gjorde den som bekendt ikke – tværtimod. Det nye brændstof muliggjorde motoriserede skibe, accelererede jagten og sænkede prisen på hvalolie, som i stedet fandt nye anvendelser. Surt for hvalerne, og surt for kloden i dag.
Skal vi gøre os forhåbninger om at holde temperaturstigningerne under 2 grader kræver det ikke blot en udbygning af grøn energi i et hidtil uset tempo, men hertil at man for første gang i historien udfaser flere vigtige energikilder. Samtidig.
En markant og målrettet indsats er påkrævet, og her er en høj og ensartet skat på CO2 (klimakommentatorens ”Karthago”) ikke til at komme udenom. Dertil kommer, at det Internationale Energiagentur (IEA) estimerer, at de globale subsidier til fossilt brændsel i 2022 steg til over 1.000 milliarder dollar. En fordobling fra året før, drevet af krigen i Ukraine. Men selv halvdelen er et ubegribeligt højt tal, som direkte modvirker omstillingen.
Alt dette udspiller sig, imens verdens energiforbrug accelererer bl.a. med talrige nye teknologier. Den voksende interesse for kunstig intelligens, der eksploderede med lanceringen af ChatGPT, er f.eks. så energiintensiv, at det får analytikere til at udråbe AI-teknologi og tilhørende datacentre til en af fremtidens mest afgørende klimasyndere. Og får Gerry McGovern, forfatter til bogen ’World Wide Waste’, til at konkludere, at vi står over for en ’energiforbrugskrise’.
Det er derfor opløftende, at en lang række organisationer i de seneste uger har slået til lyd for en målrettet indsats for energieffektivisering. Det er lavthængende frugter, der må og skal høstes. Skal det lykkes kræver det imidlertid politisk vilje i samspil med konkret handling både hos virksomheder og private.
En knivskarp og ambitiøs handlingsplan fra Klima-, energi- forsyningsministeren med konkrete kortsigtede mål ville være en god start.
