Grønne håb er ikke en strategi

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

»Man må snart heller ikke sige noget mere!« sukkede en bekendt fra finanssektoren for nylig over en kop kaffe.

Anledningen var Finanstilsynets påbud til otte såkaldte ”fuldt bæredygtige” fonde, som kun i vage termer kunne redegøre for, at de ikke bare investerede i firmaer, der havde som mål at være bæredygtige, men at der rent faktisk var en troværdig plan bag de flotte løfter. Det vil Finanstilsynet have rettet op på. Alternativt bliver fondenes grønne markedsføring betragtet som misledende.

Finansrådets understregede dermed en af de vigtigste udviklinger af bæredygtighedsområdet netop nu. Nemlig at forventninger til virksomheder hastigt flytter sig væk fra blot at måle eksempelvis CO2e-udledninger og kommunikere langsigtede ambitioner om at blive karbonneutral engang i fremtiden. Fokus er nu på kvaliteten og realismen i den plan, der skal levere løfterne.

Den form for logik finder også vej ind i klimaretssager, som der bliver stadig flere af. Eksempelvis blev Shells bestyrelsesmedlemmer for nylig sagsøgt for ikke at have en god plan for, hvordan selskabet på en og samme tid ville leve op til Parisaftalens målsætninger og samtidig øge sin produktion af olie og gas.

Sagen, der blev rejst af klimaaktivister, blev afvist i denne omgang. Men den blev støttet af pensionsselskaber. Hvorfor nu det? Fordi pensionsselskaber interesserer sig for langsigtet værdi og vil sikre sig, at bestyrelse og direktion også gør. Årlige ESG-data og grønne balloner er ikke længere nok. 2023-investoren vil have evnen til at følge op på aktivitetsniveau – og at vide, hvem der ikke leverer, hvis den grønne omstilling ikke skrider frem som lovet. Samtidig presser EU’s CSRD-rapporteringskrav på for ikke blot at få tal, men også beskrivelser af governance, strategier og processer med relation til bæredygtighed.

Man kan dårligt fortænke min bekendte i at være opgivende. Det har været – og er – et stort arbejde at holde styr på grønne regnskaber og andre ESG-indikatorer. For slet ikke at tale om at kunne formulere mål for dem. De to ting tilsammen var indtil for nylig nok til, at man var duks på bæredygtighedsranglisterne. Sådan er det ikke mere.

Det er et tegn på modning af bæredygtighedsagendaen og ikke mindst af dem, der analyserer selskaberne. På samme måde som de færreste investorer ville smide seriøse penge efter en startup-idé uden en ædruelig forretningsplan og indtjeningsmodel, er det klogt at kratte i overfladen på de æteriske bæredygtighedsrapporter, der stadig er for mange af. Det bliver flere og flere heldigvis i stand til, godt hjulpet på vej af skrap regulering og stadig dygtigere tilsynsmyndigheder.

Den gode nyhed er, at de dygtigste virksomheder er i fuld gang. Deres ESG-rapporter baserer sig på klima- eller dekarboniseringsplaner, som sandsynliggør hvor store reduktioner, forskellige tiltag skal give – og hvornår. Der tages højde for de vækstforventninger, virksomheden i øvrigt har, ligesom et stadig grønnere energimiks og bebudede udviklinger i lovgivning og teknologi er reflekteret.

Den gode klimaplan baserer sig på en detaljeret forståelse af udgangspunktet og er bygget op om meningsfyldte delmål. Den hænger desuden sammen med virksomhedens øvrige styring. Giver klimatiltag f.eks. muligheder for at spare på råvareindkøb? For at udvikle grønne produkter, der kan tages en merpris for? Kræver den investeringer i nye kompetencer eller udstyr? De antagelser skal kunne genfindes i budgettet. Ligesom klimaplanen selvfølgelig bør være nøje afstemt med lobby- og kommunikationsindsatser.

Det lyder besværligt men er indsatsen værd. Ikke kun for klimaets skyld, men også for forretningen. World Economic Forum har anslået, at såvel omsætning som indtjening er markant højere for klimaprogressive virksomheder, finansiering billigere og afkast til aktionærerne højere. Adgangen til talent er lettere. Og at en stor del af klimaaktiviteterne er selvfinansierende og kun fører til yderst marginale prisstigninger.

Det er en gammel sandhed at håb ikke er en strategi. Det nye er, at analytikerne er blevet bedre til at gennemskue, hvornår der er tale om om hhv. en intention og en plan på det grønne område. Dét bør dygtige virksomheder tage ad notam.