Er den høje inflation udløst af uduelighed eller grådighed?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Inflationen er drønet i vejret. Flere steder op i tocifrede størrelser. Da forbløffelsen havde foretaget sig, fyldtes medier af spydige kommentatorer, som lagde ansvaret på centralbankerne. De har trods alt ansvar for at tøjle inflationen.

Siden ramte kritikken fagforeningerne. De – blev der sagt – risikerede at være skyld i, at inflationen bed sig fast. Efter overenskomstforhandlingerne rettede fokus sig mod virksomhederne, hvor mange ligefrem har set stigende profitter på trods af de store stød til inputpriser og fragt. Rendyrket grådighed?

Den høje inflation blev i vidt omfang udløst af en skævvredet global økonomi, hvor efterspørgslen efter varer var blevet unormalt høj, så produktionen ikke kunne følge med. Forklaringen om, at f.eks. rejser, restaurant- og museumsbesøg var utilgængelige på grund af coronarestriktioner, så ”alt” blev brugt på varer, er velkendt. Konsekvensen var mangedoblede fragtpriser, skyhøje priser på alt med en ”chip”, og da ukrainekrigen kom oveni, steg fødevare- og energipriserne også.

Centralbankerne er de mest oplagt at bebrejde. Deres job er at styre inflationen – og faktisk har mange, f.eks. ECB, ikke rigtig andre opgaver. Men alligevel virker kritikken uberettiget. Eksplosionen i inflationen blev nemlig udløst af flere på hinanden følgende udefrakommende chok. Ikke alene var de chok, der ramte, umulige at forudsige. Ej heller er det muligt at kontrollere inflationen, når den slags rammer. Tag f.eks. gasprisernes tidobling som følge af Ruslands invasion. Det trak el- og andre energipriser med i vejret og bidrog i løbet af 2022 i sig selv med over 5 procentpoint til den samlede inflation. Lægges fødevarer oveni var det 8 procentpoint!

Jeg er ikke stødt på en eneste grundig analyse, som inden chokket havde forudset inflationsrater i de niveauer. Nogen har peget på en sammenhæng mellem pengeudpumpning i coronakrisen og det efterfølgende inflationsboom. Men problemet med teorien er, at samme pengeudpumpning i årene efter finanskrisen ikke havde nogen klar indvirkning på inflationen.

Da først inflationen steg, troede centralbankerne, at den hurtigt ville fortage sig. Det viste sig forkert. Var analysen en anden, kunne renterne være blevet hævet tidligere. Det havde næppe ændret udviklingen meget, og da kendte man endnu ikke til Ruslands forestående aggression, som siden sendte energi- og fødevarepriser kraftigt op og accelererede den inflationære kædereaktion.

Når det kommer til lønmodtagere og de fagforeninger, som kæmper for deres vilkår, har kritikken af høje lønkrav været særlig usmagelig. Selvfølgelig skal fagforeningerne kæmpe for medlemmers velstand og købekraft. De høje lønkrav på ca. 10 pct. over et par år skaber ingen reallønsfremgang, men vil alene bidrage til (knap) at genskabe den købekraft, som inflationen stjal fra lønmodtagerne. Resultatet var kun muligt, fordi arbejdsløsheden var rekordlav og forhandlingspositionen god. Det udnyttes selvfølgelig, ligesom arbejdsgiverne gør det, når arbejdskraften er rigelig.

Men er virksomhederne så grådige, når de over en kam har hævet priserne? Det synes jeg også er noget sludder. De fleste virksomheder, som ikke drives af særlige hensyn, vil sætte prisen, så de optimerer profitten. Kan prisen hæves, uden efterspørgslen påvirkes for kraftigt, gør man typisk det. Og når alle andre priser i samfundet rykker sig meget, vil mange virksomheder også reagere. Sådan er vores økonomiske model.

På markeder, som fungerer på specielle vilkår, hvor det offentliges regulering spiller en stor rolle, f.eks. energimarkederne, kan der være grund til indgriben. Det EU-foreslåede indgreb med særbeskatning af voldsomt overnormale profitter, som f.eks. vindenergien leverede på grund af en høj gaspris, kunne sagtens begrundes i netop det marked. Har man andre markeder, hvor priserne er høje som følge af konkurrencesituationen, griber myndighederne ind – men det er en generel udfordring og urelateret til denne inflationskrise.

Skal virksomheder anspores til at holde igen med priserne, skal efterspørgslen svækkes. Det vil skabe kamp om kundernes gunst. Og fordi virksomheder har faste omkostninger bl.a. til bygninger, vil restauratøren hellere sænke prisen og få fyldt restauranten op end at holde prisen højt og betjene få kunder. Strammere finans- og i særdeleshed pengepolitik er redskabet her. Udviklingen er undervejs efter store renteforhøjelser. Men fordi inflationschokkene var så voldsomme, tager det tid at få ud af systemet, medmindre man vil acceptere et reelt økonomisk kollaps. Men det ønsker vel ingen?