Kære statsminister: Nu må der være råd til et mere anstændigt og inkluderende samfund

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

For nyligt fik dansk økonomi en glædelig overraskelse. En opdatering af regeringens finanspolitiske råderum viste, at der er 16 milliarder flere kroner at gøre godt med i statens ”husholdningsregnskab.” Det betyder, ifølge Altinget, at regeringens råderum er steget fra 48 mia. kr. til 64 mia. kr.

Dansk økonomi har dermed aldrig stået stærkere, hvilket naturligvis er glædeligt for hele samfundet. De 10 mia. kroner i ekstra råderum skyldes primært en stor stigning i beskæftigelsen, fordi der stadigt kommer flere på arbejdsmarkedet fra udlandet.

Sideløbende med denne stærkt positive økonomiske nyhed, har statsminister Mette Frederiksen bebudet indførelse af arbejdspligt for de såkaldte ikke-vestlige kvinder. Ifølge forslaget skal nyankomne og herboende indvandrere med lav forsørgelsesydelse tvinges i arbejdstjeneste 37 timer om ugen i et nyttejob, som eksperter endda har påpeget er uden virkning og alt for dyrt.

Bliver forslaget vedtaget, vil arbejdsmarkedet fremover være lovgivningsmæssigt inddelt i et a-hold og i et b-hold med en indbygget diskrimination. Endnu engang bliver bestemte befolkningsgrupper udskammet på grund af etnisk ophav, og nærmest per refleks kobles negative og problematiske værdier på de, der karakteriseres som ikke-vestlige efterkommere.

Det er ikke værdigt for et kernedemokratisk samfund som Danmark.

Bliver forslaget lov, vil danske Susanne ”blot” skulle være aktivt jobsøgende for at få kontanthjælp, mens libanesiskfødte Aiesha skal tvinges i ofte helt nytteløse og til lejligheden opfundne ”job,” for at få udbetalt et forsørgelsesbeløb på henved det halve af kontanthjælpen.

De politikere, der er tilhængere af forslaget, er ”rejsende” i et budskab om, at pligter bør stå over rettigheder, og at det danske arbejdsmarked har brug for de omkring 14.000 mennesker, der vil blive ramt af forslaget. Sprogligt er det blevet politisk comme il faut, at omtale særligt muslimer som en belastning eller trussel mod det danske fællesskab, hvilket har gjort det stort set omkostningsfrit at praktisere diskrimination på blandt andet arbejdsmarkedet.

De individer, der er i stand til det, bør selvfølgelig opfordres til at bidrage til arbejdsmarkedet. Men i dette tilfælde er der ofte tale om mennesker, der dagligt kæmper for at få tilværelsen til at hænge sammen på en meget lav forsørgelsesydelse, som typisk har komplekse og mange fysiske og psykiske problemer, og hvis primære ”brøde” er, at de er flygtninge.

Selvom man kan håbe, at forslaget kommer til at lide samme kranke skæbne som forslaget om at forbyde muslimske piger at gå med tørklæde i skolen, frygter vi, at det bunder i et uretfærdigt og diskriminerende, men desværre politisk dybfølt ønske om igen og igen at slå sig op på tomme symbolmeldinger, uanset hvilke konsekvenser det måtte have for medmenneskers tilværelse. Endnu engang negligeres det menneskelige aspekt og hensyn i dansk politik, selvom vi er mere end i stand til det.

IChange har ved flere lejligheder påpeget diskriminerende uretfærdigheder på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, og vi har brug for, at landets øverste politiske ledelse mander sig op til at vise en inkluderende og konstruktiv retning, hvor der er plads til alle, også danske muslimer.

Med det historisk øgede økonomiske råderum har vi alletiders mulighed for i fællesskab at skabe et samfund, hvor der er plads til alle, og hvor vi støtter hinanden i stedet for at skabe ulige vilkår baseret på etnisk eller religiøs baggrund.

Hos IChange står vi klar til at samarbejde med enhver, der vil være med til at skabe et samfund, hvor kvalifikationer og evner vægtes højere end etnisk eller kulturel baggrund.

Så kære statsminister – du bør stå forrest i arbejdet for et inkluderende samfund, vi hjælper dig hjertens gerne.