Kunstig intelligens kræver at vi går fra omklædningsrummet og ud på banen
Vi skal bruge langt mere end efteruddannelse af medarbejdergrupper i det offentlige for at sætte fart i udviklingen og blive verdensmestre i kunstig intelligens.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
To kloge hoveder fra IT-Universitetet skrev i Finans den 13. juli, at ”det offentlige skal klædes på til at bruge kunstig intelligens”. Deres konkrete forslag er helt generel efteruddannelse i AI, og at digitaliseringsministeren sætter hegnspæle for, hvad den kunstige intelligens må bruges til.
Det er en tynd kop te. For imens suser teknologiudviklingen afsted, og Danmark og den offentlige sektor risikerer aldrig nogensinde at komme ud af omklædningsrummet, fordi der hele tiden vil være nye bølger og nye teknologier, som så kræver mere efteruddannelse.
Gode fagforbund som HK er for øvrigt allerede i fuld gang med at opkvalificere medlemmerne til at arbejde med den nye teknologi. Vi må i stedet helt op på forsædet og bidrage til at styre den her bus.
Jeg er helt enig med Lars Rune Christensen og Jari Kickbush, når de fremhæver, at AI-systemer ikke per definition er en gevinst, og at de ikke kan stå alene. De kan absolut heller ikke erstatte menneske-til-menneske-kontakt mellem medarbejder og borger i velfærdssamfundet.
Systemerne kan også krænke individers datamæssige rettigheder og træffe helt forkerte beslutninger.
Men svaret på disse problemer er ikke at vente og opruste med generel teknologiforståelse, for så kommer Silicon Valley til at definere, hvad AI er og skal være.
Og vi må vel også lige huske, at en fejl lavet af et it-system ikke er principielt værre end en fejl lavet af en medarbejder. Det første skal vi undgå i fremtiden, det sidste sker sikkert hver dag, men for den borger det går ud over, er problemet det samme.
Hvad med nationale hackatons?
Vi er nødt til at eksperimentere med at udvikle løsningerne og så høste erfaringer for at kunne sætte relevante hegnspæle.
Vi må udvikle veje til at bruge teknologien, så den understøtter vores principper og vores samfundsmodel. Det kræver inddragelse af medarbejdere, men ikke i form af passiv efteruddannelse. De skal være med til at gøre vores brug af AI så optimal som muligt.
Hvad med nationale hackatons på de enkelte velfærdsområder? Hvad med en lege-med-AI-dag til alle de ældste klasser i folkeskolen? Hvad med bootcamps for ledere og lovgivere i den offentlige sektor med hands-on på teknologien?
Vi skal bruge noget vildskab og noget gå-på-mod og noget frihed til at eksperimentere med nye måder at gøre tingene på.
Danmark kan med fordel skele til den agile værktøjskasse og bruge små isolerede sprints til at skabe noget nyt i den offentlige sektor. Generel efteruddannelse er en tung vandfaldsmodel ved siden af, for den teknologi, vi vil møde på skolebænken, er jo en anden, så snart vi rejser os og går ud i det virkelige liv.
De to debattører fra IT-Universitetet indleder deres kommentar med disse ord: ”Mens vi venter på AI-løsninger, som kan gøre den offentlige sektor i stand til at ”tilbyde service i verdensklasse”, skal de offentligt ansatte få den nødvendige it-forståelse…”.
Formuleringen med verdensklasse kommer fra National Strategi for Kunstig Intelligens. Men vi skal ikke sidde på vores flade og vente, for så styrer vi ingenting. Den relevante kritik af frasen fra den nationale strategi er snarere, at AI i det offentlige slet ikke bliver til noget, hvis vi ikke selv udvikler den.
