Velkommen til 0. klasse - men ikke til fremtiden
Et nyt folkeskoleår er netop begyndt, og børn og forældre er fulde af forventning til 10 år, der skal forberede dem på fremtiden. Men lige nu går den teknologiske udvikling så hurtigt, at den verden, som de nystartede 0. klasser vil træde ud i efter 9. klasse, kræver helt nye kompetencer.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Det er gået de færrestes næse forbi, at et teknologisk jordskælv har ramt verden det seneste halve år. Kunstig intelligens eller AI er alle steder og i fuld gang med at revolutionere vores samfund. Fra alt fra at bekæmpe invasive planter, finde kræftknuder eller til at skabe kunst og litteratur, er AI kommet på banen.
Det er selvfølgelig ikke et teknologisk fremskridt, der er kommet ud af det blå, men en udvikling, der bygger på mange årtiers forskning. Men farten, hvormed teknologien er slået bredt igennem i verdens befolkning, er opsigtsvækkende. Den hastighed, hvor AI er gået fra at være eksklusivt for specialiserede it-folk til at være noget, der angår den gennemsnitlige gymnasieelev eller kontoransatte, er ny.
Vi er simpelthen ikke længere de klogeste på jordkloden.Natasha Friis Saxberg
De seneste år har vist, at udviklingen er accelererende - teknologierne ruller simpelthen ind over os, hurtigere end de fleste kan følge med. Derfor kan vi også regne med, at det, som en AI formår at kunne i dag, vil være barnemad om ti år.
Vi er ikke længere de klogeste på vores jord
Der er (endelig!) ved at være politisk åbenhed for, at vi skal have teknologiforståelse på skoleskemaet i den danske folkeskole. Det hilser jeg selvfølgelig velkommen! Men jeg tror ikke, at løsningen er kun at lære børnene at kode, programmere eller strukturere data. For så snart vi har lært dem én at bruge én teknologi, vil der være kommet en ny.
Med den kunstige intelligens’ indtog og ikke mindst den hastige udvikling må vi indse, at vi har tabt vores førerposition. Vi er simpelthen ikke længere de klogeste på jordkloden. Intet barn eller voksen kan generere viden, så effektivt som en AI kan – ligegyldigt hvor ivrigt, vores uddannelsesvæsen ellers prøver at give os kompetencerne til det.
AI er allerede i gang at effektivisere og automatisere mange opgaver på arbejdsmarkedet. Et af de oplagte steder at øge produktiviteten i f.eks. it-branchen, hvor jeg har hjemme, er når vi koder. Her viser et forsøg fra Volvo signifikante resultater. Får en professionel programmør ikke hjælp af en AI, bruger de næsten tre timer på at færdiggøre en rutineopgave. Får de tværtimod hjælp af kunstig intelligens til samme opgave, løser de den på lidt over 1 time, og en større andel færdiggør opgaven.
Forestil dig, hvordan den sammenligning vil være, når kunstige intelligenser vil være endnu dygtigere, end vi kan forestille os det, om 10 år.
Vores børn skal være etiske, empatiske teknologibrugere
Med andre ord: Det er ikke længere paratviden, produktivitet eller programmering, vores børn skal lære. Når vores børn i fremtiden skal have job og indgå i samfundet, vil det nemlig ikke være de parametre, som er de vigtige.
Det er tværtimod vores særegne menneskelighed, der vil være i høj kurs. Alle de ting, som AI aldrig vil kunne. F.eks. at læse mellem linjerne i en ny situation, reagere på et andet menneskes smerte med empati eller blive drevet af passion til at løse et problem.
Det teknologiske jordskælv der har ramt os, er også et socialt jordskælv, der mere end vi aner, vi sætte spot på det unikke menneskelige.Natasha Friis Saxberg
Hvis vi fremover vil skabe en bedre verden for os alle, må det være de værdier, som vi skal fastholde for vores børn og det, vi skal opdyrke i folkeskolen. Noget, vores mange dygtige lærere heldigvis allerede gør, men som vi skal holde endnu bedre fast i fremover.
Vi skal selvfølgelig have digitale kompetencer til børn og gerne teknologiforståelse i folkeskolen – helst i morgen. Men vi skal også have mere end det. Det teknologiske jordskælv der har ramt os, er også et socialt jordskælv, der mere end vi aner, vi sætte spot på det unikke menneskelige.
For det er ikke kunstig intelligens, der vil sjæle vores børns job i fremtiden. Det er et andet menneske, der formår at kombinere den kunstige intelligens med sin egen unikke menneskelige egenskaber. Derfor skal vi uddanne etiske, empatiske mennesker med passion. Det er dem, vi får brug for i fremtiden.

