Fortsæt til indhold

Nets afviser kritik: Dankort sikrer mangfoldighed i betalingsløsninger

Dankort er det billigste og mest effektive betalingsalternativ for butikkerne, og dermed også for forbrugerne og samfundet, skriver Nets-direktør Esben Torpe Jørgensen.

Debat
Esben Torpe JørgensenDirektør i Nets med ansvar for Dankort

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Esben Torpe Jørgensen

I et debatindlæg på Finans mandag den 7. august kommer Rasmus Busk, stifter og bestyrelsesmedlem i Flatpay, med en række kritiske udsagn om Nets og Dankort, som jeg gerne vil kommentere.

Nets er en børsnoteret virksomhed, og er blandt andet i Danmark godkendt som betalingsinstitut og kortindløser. Vi er dermed underlagt lokalt tilsyn, hvilket i øvrigt ikke tilfældet for afsenderen af kritikken, der formidler betalingskortaftaler på vegne af en udenlandsk kortindløser, og således ikke er reguleret i Danmark.

Dankort, som er ejet af Nets, er samtidig nøje reguleret af de danske myndigheder. Prissætningen er politisk bestemt og et resultat af en fordeling af de omkostninger, der er til drift af systemet, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hvert andet år forholder sig til og godkender. Dette gør, at Dankort er det billigste og mest effektive betalingsalternativ for butikkerne, og dermed også for forbrugerne og samfundet.

Alle forretninger kan henvende sig direkte til os og få en aftale på Dankort på fuldkommen transparente vilkår, som de til enhver tid kan finde på vores hjemmeside – helt uafhængigt af hvilke leverandører man ellers benytter sig af. Desværre oplever vi, at flere indløsere, eller formidlere af indløsning som fx Flatpay, går uden om Dankort og alene tilbyder indløsning med internationale kort, hvilket som udgangspunkt er dyrere for forretningerne.

Dette betyder, at mange forretninger ikke længere tager imod Dankort, måske endda uden at de er opmærksomme på det, og alle betalinger med Visa/Dankort eller MasterCard/Dankort afvikles dermed som en international kortbetaling.

Dankort er til fordel for både forretninger og forbrugere, og det danske samfund har generelt stor værdi i at have et effektivt nationalt betalingskort, der kan fungere side om side med de globale betalingsalternativer. Det bør alle støtte op om og bidrage til at bevare.

Vi skal glæde os over den mangfoldighed i betalingsalternativer, som vi har i dag i Danmark, hvor Dankort – i stadig større grad – komplementeres af andre betalingsalternativer, herunder primært internationale betalingskort. Denne mangfoldighed, som Dankort udgør en vigtig del af, er en samfundsmæssig styrke, som er med til at sikre en aktiv konkurrence i forhold til prissætning og funktionalitet.

Artiklens emner
Banksektoren
It-industrien