Vejen går gennem brintrør: Danmark kan blive Nordeuropas grønne energination

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I 1965 indgik Danmark og Norge en aftale om, hvor den stiplede linje skulle gå i Nordsøen, da landene inddelte undergrunden mellem sig. I årtier efter har det været fremført, at Norge løb med de største olie- og gasfelter og dermed de største gevinster.

Indtil nu.

For Danmark sidder på enorme arealer med lav havdybde og gunstige vindforhold, hvilket er afgørende for at etablere og indvinde vedvarende energi på den mest omkostningseffektive måde. Danmark kan således opsætte havvindmøller, der kan producere den billigste energi blandt Nordsølandene og endda i mængder, som er 10 gange større end vores eget behov. Dermed har vi en gylden mulighed for at løbe med fremtidens grønne gevinster.

I en tid, hvor vi på globalt plan skal nedbringe vores CO₂-udledninger samt sikre den europæiske forsyningssikkerhed og energiuafhængighed fra Rusland, skal vi udnytte, at vi har adgang til og råderet over så meget billig, grøn energi. Markedet er enormt, efterspørgslen ligeså, især hvis Danmark også omdanner vinden til grøn brint – og gør det snart.

Eksporteventyr for milliarder

Vi kommer ikke uden om, at grøn brint vil spille en nøglerolle i omstillingen af vores tunge industri, transport og landbruget. Grøn strøm kan ikke bære det alene. Omkring 20 procent af verdens CO₂-udledninger stammer nemlig fra sektorer, som ikke kan elektrificeres. Læg dertil, at det vil kræve enorme investeringer i elnettets udbygning, når store energimængder i fremtiden skal transporteres via elnettet.

Vi skal sætte strøm til det, der kan sættes strøm til. Men den tungeste industri og vores internationale fly- og skibstrafik har brug for nyt brændstof i tanken, der er udviklet bæredygtigt. Det skaber et nyt marked for grønne brændsler, der er under etablering i dag, og vi kan indtage en betydelig del af det.

CIP Fondens markedsvurdering anslår, at Danmark kan etablere en brintproduktion, der hvert eneste år kan eksportere for 100 mia. kroner. Skaber vi den nødvendige brintinfrastruktur med forbindelser til udlandet, vil vi ikke alene bidrage betydeligt til den grønne omstilling og Europas forsyningssikkerhed, vi vil også give et samfund videre til næste generation med flere permanente arbejdspladser, vækst og velfærd.

En nødvendig infrastruktur

Udlandet har fået øjnene op for brintens potens i vores fremtidige energisystem. EU har høje mål for produktion af grøn brint, og i USA har man fra statslig side vedtaget historiens største støtteprogram med betydelige skatterabatter til grønne brintproducenter. Syd for Danmark har lande som Tyskland, Holland og Belgien travlt med at finde leverandører og indgå aftageraftaler med producenter af den grønne brint, der skal til for at omstille deres store industrier. Og på regeringsniveau arbejdes der seriøst med brintstrategier og den tilhørende infrastruktur.

CIP Fonden udgav i maj en rapport med anbefalinger til en udbygningsplan for en dansk brintinfrastruktur, som både omfatter en investering på 25 mia. kr. i landbaseret brintinfrastruktur og endnu større investeringer i Nordsøen. Investeringerne er nødvendige for at håndtere fremtidens energimængder, og de er begrænsede sammenlignet med Energinets kommende milliardinvesteringer i elnettet.

Men indrømmet: Det er store investeringer. Staten kan vælge at stå for dem. Men staten kan også lade private investorer løfte en del af opgaven.

Det er under alle omstændigheder en investering, som kun giver begrænset risiko for staten. Beregninger viser, at statslige investeringer i brintinfrastruktur i sig selv kan give et positivt afkast. Faktisk fastslår en samfundsøkonomisk analyse fra Energinet, omtalt på Finans, at der ser ud til at være udsigt til en samfundsmæssig gevinst på op mod 75 mia. kroner frem mod 2060 ved en landbaseret brintinfrastruktur.

Det er vores klare vurdering, at statens risikoeksponering ved at stille garantier for dansk brintproduktion er yderst begrænset set i forhold til de mulige potentialer. Risikoen knytter sig primært til, at brintmarkedet ikke kommer op at stå, men med de indikationer vi har for behovet for grøn brint til bl.a. omstilling af den tunge industri i Tyskland, Holland og Belgien, er risikoen minimal.

Den grønne generationsgave

Udnytter Danmark sit fulde potentiale, ligger der en milliardgevinst og venter, der i størrelse kan sammenlignes med den samlede, danske fødevareklynge, der i 2020 eksporterede for 164 mia. kroner eller vores eksport af energiteknologi og services, der i 2021 udgjorde 105 mia. kroner. Brintindustrien vil – alene målt på eksporten – få en stor betydning for Danmark.

Danmark har mulighed for at blive en grøn energination, som i stor skala kan mindske udlandets CO₂-udledninger, mens der sikres varige arbejdspladser og velfærd herhjemme. Men det kræver hurtige og ambitiøse beslutninger om at etablere en omfattende brintinfrastruktur, så danske udviklere får adgang til markedet mod syd hurtigst muligt. Med en brintinfrastruktur og klare rammevilkår kan vi forløse det danske potentiale og give en gave til den næste generation.

Så kan det godt være, at nordmændene vandt adgangen til mest olierigdom i 1960’erne. Men en ting står soleklart: Fremtidens energileverandører bliver ikke dem med olie og gas i undergrunden. Fremtidens energileverandører bliver dem, der har adgang til store mængder vind eller sol og formår at udnytte arealerne til produktion af grøn, vedvarende energi – til gavn for Danmark, Europa og hele verden.