Seniorerne kan hjælpe os til at lære at tale kunstig intelligens flydende
Tale flydende kunstig intelligens? Hvad taler du om? Jo, kunstig intelligens er ikke blot en teknologi – det er en sprogforstående vej imod innovation.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
På det danske arbejdsmarked truer tre afgørende udfordringer med at destabilisere status quo i de kommende år: Grøn omstilling, en optimal udnyttelse af kunstig intelligens (AI) og manglen på arbejdskraft. Udfordringerne er komplekse, men de rummer også potentiale for forandring og innovation.
Virksomhederne må og skal udfordres til at omfavne den grønne omstilling, og her ser fremtiden både lovende og truende ud.
De store spillere som Novo og Lego går naturligt forrest og sidder relativt sikkert med deres prestige og ressourcer, mens de mindre aktører og den offentlige sektor står over for både økonomiske begrænsninger og mangel på viden.
Men sådan behøver det ikke være. Løsningen ligger lige for. Det handler om sammenhold.
Sammensmeltning af ressourcer gennem intelligente ordninger, hvor flere virksomheder deler en medarbejder, kan være nøglen til at opveje de store virksomheders dominans. Hertil kommer AI, der ikke kun kan drive grønne initiativer, men også løse den truende knaphed på kompetencer.
Ved at vælge det rigtige fokusområde kan AI skabe mest mulig værdi for hver krone. Spørgsmålet er, om vi tør tænke anderledes og stille de skarpe spørgsmål, der kræves. Hvad er klogest at gøre først? Det kræver en udviklet evne til at stille de rigtige og mest præcise spørgsmål, for at få de brugbare svar.
AI er et sprog, vi skal tale flydende
Kunstig intelligens er ikke blot en teknologi – det er en sprogforstående vej imod innovation. Dem, der mestrer sproget, vil også mestre teknologien.
Store virksomheder som Rigshospitalet har allerede grebet denne mulighed og går forrest med AI-drevne løsninger på presserende udfordringer som f.eks. mangel på radiografer. Men mens de store kan, kan de små og mellemstore ikke altid.
De mangler specialister til at stille de skarpe og præcise spørgsmål, der genererer indsigter fra AI. Derfor behøver vi andet end bare tekniske eksperter. Vi behøver også dem, der kan kombinere faglig viden med organisatorisk indsigt og forandringsledelse.
AI er ikke kun et værktøj. Det er et sprog, vi skal lære at tale flydende.
Seniorerne har nøglen
Kompetencebehovet vokser, og det er her, seniorer kan og skal træde i karakter.
Seniorerne udgør en erfaren arbejdsstyrke, og de er en skattekiste af organisatorisk viden og kulturforståelse. De kan, hvor andre ikke kan.
Det er ikke kun et spørgsmål om alder. Det handler om at se muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Nyuddannede bringer friskhed, mens det er de erfarne, der bringer perspektiver fra virkelighedens slagmarker.
Seniorer kan stille de præcise spørgsmål, der afdækker indsigter og transformation. De er ikke bare overlevende. De er de beslutningstagere, der skal være med til at bygge fremtiden.
Vi står over for en afgørende fase i arbejdsmarkedets udvikling, hvor hundredtusindvis af lønmodtagere kommer til at skifte job, fordi ny teknologi ændre hastigt på brancher og virksomheder.
Fremtiden kræver, at vi tænker dristigt, taler teknologisk og udnytter alle tilgængelige ressourcer. Seniorer er ikke bare en del af ligningen – de er nøglen til at låse op for fremtidens potentiale.
Ved at samarbejde, tænke anderledes og anerkende værdien af erfaring, kan vi skabe et arbejdsmarked, der ikke kun overlever, men trives i den næste æra af forandring.
Seniorerne er klar. De kan og vil. Det kræver blot, at virksomhederne ser de gigantiske potentialer. Lad os komme i gang.

