Du burde møde min frisør

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I en lille by i staten Michigan i USA bor en frisør, der giver to dollar i rabat til børn, der læser højt for ham, mens de bliver klippet. Undervejs stiller han spørgsmål, så børnene kan sige til, hvis der er ord og sætninger de ikke helt forstår. Det er frisørens bidrag til det lille samfund.

I en stor by på Midtsjælland bor en frisør, der inden klipningen byder sine kunder på økologisk juice, økologisk kaffe, økologisk frugt, økologiske nødder, økologisk chokolade og økologisk knækbrød.

Min frisør ligger midt i mellem. Han stiller ingen spørgsmål, og han byder ikke på noget. Han klipper. Han klipper og klipper og klipper.

Salonen er et studie i koncentreret ro. Man går ind fra den lille gågade, sætter sig på bænken og venter. Folk taler dæmpet. Baggrundslyden er frisørens kliprende, klaprende saks og snurrende maskintrimmer. Ind i mellem ringer telefonen i baglokalet. Han haster ud, svarer med et par enstavelsesord, og haster tilbage. Koncentreret. Med al opmærksomhed på kunden.

Du burde møde min frisør, fru topleder m/k. Du burde opleve et lokale, hvor kunderne dæmper stemmen i respekt for mennesket, der leverer ydelsen. Hans fokus på kunden. Hans flid. Hans nøjsomhed.

Han klipper og klipper og klipper, med en ro og en dedikation, så salonen er som et kirkerum. Kaffe og småsnak er overflødig. Her kommer mødre med drenge, der er vildbasser frem til trappestenen, men straks de sidder på bænken, falder roen på dem. Stille betragter de manden med den kliprende, klaprende saks.

Respekt for arbejdet, hedder den slags. Der ligger selvfølgelig en stak blade at bladre i, men der bliver ikke bladret meget. For frisøren klipper hurtigt, og så snart et hoved er klippet færdigt, siger han ”næste”, og har man det hoved, der er ”næste”, men intet gør, er det om bag i køen.

I godt ti år har frisøren klippet mit hoved. Var mit tyrkiske bedre, ville jeg sikkert vide mere om frisøren, end at han er gift, har børn og holder lukket i juli, fordi de kører til Tyrkiet og besøger familie. Det er en køretur på 3000 kilometer hver vej, men sådan er dét jo, har frisøren fortalt mig, og tolderne på grænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet finder sommetider på banditstreger, så man holder og venter i timevis i 40 graders varme. Men sådan er det.

Sådan er det. Frisøren ser nøgternt på tingene. Der er ligesom ingen forventning i hans liv om frugtordning, tandtråd, betalingsservice, ortopædisk fodtøj og løn under sygdom. Da jeg kom i hans salon efter coronanedlukningen i 2021, forstod jeg tingene sådan, at han ikke havde fået eller søgt støtte, ja, intet havde tjent i månedsvis - og bad om lov til at køre dankortet to gange igennem. Det fik jeg – og han bemærkede: ”Det er der mange, der gør”.

Du burde møde min frisør, hr. topleder m/k. I en verden, hvor ledere mener, at de arbejder, når de tager en selfie af sig selv med en tennisspiller og poster et opslag om værdien af hårdt arbejde, poster han ikke noget. Han fylder ikke sit rum med ord. Han fylder det med ro. Og folk kan li’ det. På bænken sidder drenge med deres mor, unge mænd, folk i kontortøj og håndværkere. De kender frisøren uden at kende hans navn og uden at veksle ord med ham under klipningen.

Da mit tyrkiske er klart ringere end frisørens danske, må vi mødes på en slags midte, rent kommunikativt, og få sagt det vigtige i stedet for en masse. Jeg spørger ham, om der er noget at lave, og om hvordan han klarer skærene, når opvarmning af salonen og den slags pludselig stiger til det dobbelte eller mere.

Frisøren spørger til mine drenge, der har siddet på bænken mange gange og ventet på, at deres hoved blev ”næste”. En fredag, hvor jeg gik forbi salonen, kiggede jeg hurtigt ind og ønskede god weekend. ”Mester, mester, kom her”, råbte han til mig, lod kunden forstå, at han straks var tilbage, fik mig ned i en stol og gav håret over ørerne en 30 sekunders studsning.

Kundeservice kan man kalde det. Jeg vil kalde det noget andet. Er kundeservice ikke mere at gennemvæde sine kunder i godhed, inden de bliver klippet, som økofrisøren på Midtsjælland gør det? Jeg vil kalde det kommunikation. Fantastisk kommunikation. Som frisøren i Ypsilanti i Michigan, der giver to dollar i rabat til børn, der læser højt for ham under klipningen.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk