Derfor sender dårlige nyheder aktierne op

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Over de seneste uger er der opstået en lidt underlig situation på de finansielle markeder, hvor dårlige makroøkonomiske nøgletal har medført en positiv reaktion i aktiemarkedet.

Her har vi siden toppen i slutningen af juli og ind i august set fald på cirka 6 procent drevet af blandt andet selskaber inden for teknologi og forbrug. Siden midten af august er cirka halvdelen af det tabte dog genvundet. Igen drevet af de samme områder.

Vi har særligt set en lang række arbejdsmarkedsrelaterede nøgletal, der over en bred kam begynder at indikere et svagere arbejdsmarked med nedgang i antallet af vikarer, stigende arbejdsløshed, sektorkoncentration i forhold til jobskabelsen, nedgang i opslåede nye stillinger og en stigning i annoncerede fyringer. Det er ikke noget, der på de nuværende niveauer ændrer ved det faktum, at bl.a. det amerikanske arbejdsmarked står stærkt, det peger blot på en mulig vending i forhold til de seneste års styrkelse af beskæftigelsen.

Også rækken af temperaturmålinger af global økonomi, f.eks. de såkaldte PMI-indikatorer, har vist fortsat svaghed i fremstillingserhvervene, om end det har været mindre end ventet. Serviceerhvervene har tidligere været den understøttende faktor for specielt den amerikanske vækst, og de seneste nøgletal viser, at det er de fortsat. Men også her har der ved de seneste observationer vist sig områder med en overraskede tilbagegang. For eksempel i Europa.

Så hvorfor sender indikationer på makroøkonomisk svaghed aktiemarkedet op?

Forklaringen skal findes i de forhold, der gennem de seneste halvandet år har styret de finansielle markeder. Vækst og inflation samt centralbankernes reaktionsmønster.

En robust amerikansk vækst, og ikke mindst en alt for høj inflation, har det seneste halvandet år tvunget dem til at hæve renterne. Den amerikanske centralbank har hævet renten fra rundt 0 til nu over 5 procent. En bevægelse, der i historisk sammenhæng er blandt de kraftigste og hurtigste pengepolitiske stramninger i nyere tid.

En række faktorer, og herunder i særdeleshed normaliseringen af forsyningskæderne efter pandemien i 2020, har bevirket, at inflationen er blevet reduceret. Men den er fortsat for høj i forhold til centralbankernes styringsredskaber. Derfor er renterne indtil for ganske nyligt fortsat opad.

At de seneste nøgletal for arbejdsmarkedet viser tegn på svaghed og at vækstindikatorerne bremser op, betragtes derfor af investorerne som en sandsynlighed for at centralbankerne stopper yderligere rentestigninger.

Der ingen forventninger om, at hverken centralbanken i Europa eller USA kommer til at hæve renten ved de næste møder den 14. og 20 september. Derudover er forventningerne til fremtidige rentestigninger aftaget betydeligt over de seneste uger til noget der ligner 50 procent sandsynlighed for endnu en rentestigning ved årsskiftet.

En rentetop i sigte, en fortsat fornuftig amerikansk vækst og et arbejdsmarked, der trods de seneste nøgletal, fortsat må karakteriseres som værende robust: Samlet understøtter det aktuelt flertallet af aktieinvestorerne i udsigten til et hovedscenarie med en økonomisk blød landing, hvor rentemodvinden herfra bliver mindre, inflationen kommer ned, og vækst samt arbejdsmarked kun i begrænset omfang bliver negativt påvirket.

For den langsigtede investor er det dog værd at hæfte sig ved, at hårde økonomiske landinger er begyndt med perspektiverne for en blød. Rentestigningerne virker med en betydelig forsinkelse, og givet den nuværende pengepolitiske cyklus begynder de klassiske tegn på opbremsning at vise sig.

Det store spørgsmål er, om de dårlige nyheder bliver så dårlige, at det også bliver dårligt nyt for aktier. Under alle omstændigheder kan det give god mening at tage et forsigtigt perspektiv mod risikoaktiver over de kommende kvartaler.