Kina byder på gyldne muligheder – hvis du tør

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Der er umiddelbart mange gode grund til at holde sig langt væk fra Kina. Tag bare landets bekymrende nære forhold til Rusland, en svagere vækst end ventet oven på covid-åbningen, de amerikanske handelsrestriktioner, udfordringerne i den kinesiske ejendomssektor og et produktionsapparat, der er blevet markant dyrere. For slet ikke at tale om de militære spændinger mellem Kina og Taiwan.

Man forstår godt, hvorfor en lang række investorer har forladt Riget i Midten med halen mellem benene. Men er man modig og kontrær, bør man faktisk tjekke ind i Kina lige nu i stedet for at tjekke ud. For kinesisk-noterede aktier handles til historisk lave værdiansættelser.

Selvfølgelig er ”billig” ikke nødvendigvis det samme som ”god”. Men når store dele af et marked dratter mod jorden, ryger der næsten altid også en række solide selskaber med i faldet. Selskaber, der egentlig har fortjent en bedre skæbne, og hvor nøgletallene ser markant bedre ud, end aktiekursen kunne tyde på.

Et eksempel på denne tendens er den kinesiske internetkæmpe Alibaba, der lige nu handles til rørende 10x indtjening (P/E). En ret vild værdiansættelse, når man tænker på, at der er tale om et solidt selskab med fin vækst i omsætningen, forbedrede indtjeningsmarginaler, lovende aktietilbagekøbsprogram og i øvrigt en klar strategi for at udskille flere af selskabets underliggende forretningsområder i selvstændige børsnoteringer.

Det står altså ikke lige slemt til i alle kinesiske selskaber. Men markedet er faldet: Siden januar 2022 og frem til slutningen af juli i år er det kinesiske marked (MSCI China) faldet 15 pct. Men i samme periode har f.eks. de kinesiske selskaber i vores vækstmarkedsfond faktisk leveret 33 pct. positivt afkast. Skal man investere i Kina, må man altså gå selektivt til værks i stedet for at læne sig blindt op ad indekset.

Det er klart, at der er risiko forbundet med at investere i Kina. Også større end normalt. Men prisfastsættelsen er samtidig markant bedre i de kinesiske selskaber end i den perlerække af vestlige selskaber, der alligevel – når man ser dem efter i sømmene – har en stor del af omsætningen i netop Kina. For man undgår ikke Kina-relateret risiko ved at investere uden for Kina. Her er aktierne bare væsentligt dyrere.

Tag f.eks. Apple, der handles på historisk høje niveauer. En værdiansættelse i omegnen af 30 gange indtjening er svær at tage alvorligt, når så stor en del af forsyningskæden befinder sig i netop Kina – og i øvrigt også, når der er tale om et selskab, der efterhånden længe har haft svært ved at vokse i det forventede tempo. Det virker ulogisk, at et selskab med så stor afhængighed af Kina handles så dyrt, når samme investorer, som bejler til Apple, vender kinesiske selskaber ryggen med netop begrundelsen, at man er bekymret for kapitalstrømmene – og eksporten til vestlige lande.

Som så ofte før på aktiemarkedet er der altså tale om en lemminge-agtig overreaktion. En masseflugt uden skelen til den reelle risiko – eller mangel på samme. Så er man bare lidt modig, og går grundigt til værks, når man udvælger sine aktier, er der masser af endog rigtigt lukrative muligheder i Kina – også selv om overskrifterne taler et andet sprog.