Det er tid til at luge ud: Bureaukrati må ikke stå i vejen for kerneopgaven
Vi skal sikre smidig implementering af nye EU-regler. Og vi skal luge ud, hvor vi kan, for bureaukrati må ikke stå i vejen for kerneopgaven, skriver erhvervsminister Morten Bødskov.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Den danske konkurrenceevne er lige nu helt i top. Senest i juni opnåede Danmark førstepladsen i en måling fra den schweiziske handelshøjskole Institute for Management Development (IMD), der rangerer verdens lande efter konkurrenceevne.
Men den stærke danske konkurrenceevne er ingen naturlov i en verden i forandring. Globale spændinger og store klimaudfordringer former vores virkelighed, og erhvervslivet skal i højere grad end tidligere navigere i en verden præget af usikkerheder og med skærpet international konkurrence.
I min optik gør vi bedst en reel forskel, hvis vi samarbejder på tværs af myndigheder og erhvervsliv. Hvis vi lytter til dem, det reelt berører.Morten Bødskov
Samtidig stilles der massive krav til virksomhederne, og flere nye regler er på vej fra EU. For eksempel forpligter EU’s nye grønne krav fra 2024 de største danske virksomheder til at rapportere omfattende om deres arbejde med bæredygtighed. Og kommende regler vil gøre det lovpligtigt for virksomheder at gennemføre såkaldte due diligence-processer for menneskerettigheder og miljø – hvilket groft sagt er en cirkulær proces, hvor virksomheden fastsætter planer og mål, realiserer og følger op.
Med andre ord er det særligt presserende, at vi alle arbejder i fælles retning om at skabe det bedst mulige udgangspunkt for vores virksomheder – også fremadrettet. Vi skal sikre smidig implementering af nye regler. Og vi skal luge ud, hvor vi kan. Bureaukrati må ikke stå i vejen for kerneopgaven.
Den opfattelse er de fleste enige om, men det er vist heller ingen hemmelighed, at mange gennem tiden har ønsket at luge ud. Og gennem indsatser de seneste 20 år er flere reduktionsmål nået. Men vi må erkende, at opgaven er blevet større med årene.
I min optik gør vi bedst en reel forskel, hvis vi samarbejder på tværs af myndigheder og erhvervsliv. Hvis vi lytter til dem, det reelt berører.
For nylig mødtes jeg med en kreds af repræsentanter fra forskellige brancher og organisationer, som er på en fælles mission. Nemlig at rådgive regeringen om, hvordan det bliver lettere at drive virksomhed i Danmark.
Arbejdet foregår i det såkaldte Erhvervslivets EU- og Regelforum, og det fortsætter i udgangspunktet frem til 2027. I regeringen sætter vi stor pris på sparringen, og jeg fornemmer, at vi sammen kan nå langt.
Det er ingen nem opgave. Og netop de førnævnte bæredygtighedskrav illustrerer det paradoks, vi står i. På den ene side er det vigtigt med grønne og samfundsansvarlige krav til virksomhederne. På den anden side må vi ikke gøre den grønne omstilling uoverskuelig med unødvendige og omkostningstunge rapporteringskrav.
Det skal være til at arbejde med i virkeligheden. På produktionsgulvene og ved skrivebordene. Så vi kan sikre, at danske virksomheder kører både effektivt og bæredygtigt fremad. Der venter et stort arbejde.


