Hvor blev tilliden til vores erhvervsdrivende af?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I Danmark er vi gået fra et samfund præget af tillid til en nulfejlskultur, hvor alt skal tjekkes og dobbelttjekkes. I hvert fald, hvis man spørger mange erhvervsdrivende.

Drivkraften bag den udvikling er nok tredelt. Dels er det drevet af et politisk pres for at indsætte ekstra kontrol, hver gang, der går noget galt. Dels er det præget af øgede teknologiske muligheder. Endelig er det nok sket, fordi vi har haft råd. Vi har simpelthen investeret en del af vores vækst og velfærd i mere kontrol og regulering. Det er dog desværre et meget dyrt spor at gå ned af.

Eksemplerne på mistillid til erhvervsdrivende er mange, og det virker som om, at systemet antager, at man i udgangspunktet prøver at snyde. Der arbejdes ud fra en tilgang, hvor ethvert fejltrin bliver forfulgt nådesløst ud over, hvad der er proportionelt eller giver økonomisk mening.

Et meget sigende eksempel er fra tidligere i år, da en kioskejer fra Esbjerg endelig fik fred, efter at Skat siden 2017 har jagtet ham på grund af et manglende bilag på 81 kr. for slikafgift. Et bilag som i øvrigt for længst var blevet fremskaffet. Sagen endte med en regning til Skat på 5.000 kr. samt alle timerne brugt på sagsbehandling. I stedet for at antage, at der netop er sket en fejl, kører man på med de hårdest mulige konsekvenser.

Det betyder, at vi bruger langt flere skattekroner på at inddrive pengene, end sagen egentlig handler om. Et andet eksempel er Gældsstyrelsen, der er så fokuseret på at få nedbragt gælden til det offentlige, at man erklærer virksomheder konkurs frem for at give ejeren mulighed for at tjene pengene hjem og dermed på den måde nedbringe sin skattegæld.

En meget vigtig instans i vores samfund – revisoren – er også blevet undermineret. Tidligere var der en tillid til dokumenter, hvor en revisor havde været inde over. I praksis opleves i dag en lige så høj kontrolindsats og detaljeringsgrad, uagtet at en sag har været via rådgivere, før de lander hos myndighederne.

Det giver ingen mening, når vi revisorerne netop findes for at være ”offentlighedens tillidsrepræsentant”, som der står i Revisorloven §16. Det er kontrol med kontrol på, og SMVdanmark har tidligere påvist, at kontrol og indberetninger koster milliarder i timer hos SMV’erne. Samtidig er der alene siden 2016 ansat næsten 20.000 flere fuldtidspersoner til administration i det offentlige.

Løsningen er ikke nødvendigvis let, men den er relativt simpel. Vi skal have mere proportionalitet og sund fornuft tilbage i sagsbehandlingen i det offentlige.

Det betyder for det første, at man bør arbejde mere med bagatelgrænser for, hvor små fejl man vil forfølge. For det andet bør man indføre en smiley-ordning, så virksomheder, der ellers i årevis har haft orden i penalhuset, kan slippe med en påtale. Og så skal der generelt mere fokus på dialog og på at finde en fornuftig løsning på sager frem for at insistere på lovens bogstav. Vi er nødt til at erkende, at vi ikke kan kontrollere alt.

Det er meget imod instinkterne hos mange danskere, men det ville gøre os til et rigere og lykkeligere land, hvis vi accepterede, at der altid vil være fejl og overtrædelser, som ikke bliver fanget, mens det simpelthen bliver for dyrt og ineffektivt at køre med et kontrolsystem, der er så finmasket, at intet slipper igennem.