Valget står mellem teoretisk rigtige eller praktisk forståelige skatter

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

En af de første skatter universitetsøkonomer stifter bekendtskab med på studiet, er en kopskat.

Kopskatten kommer relativt hurtigt som et eksempel i enhver tekstbog i mikroøkonomi som et godt eksempel, idet skatten, der opkræves pr. hoved uanset indkomst eller formue, ikke påvirker agenternes adfærd. Dermed giver skatten ikke anledning til noget forvridningstab, og det kan vises, at skatten er pareto-optimal.

Så langt så godt. Teorien længe leve. Kopskatter er imidlertid socialt skæve og har flere politiske oprør på samvittigheden lige fra oprøret mod Knud Den Helliges næseskat til Margaret Thatchers fald efter utilfredsheden med community charge.

En anden skat, der også dukker op på de første sider i tekstbøgerne, er grundskyld. Grundskyld - altså skat af jord - har også den gode egenskab, at den ikke giver anledning til forvridningstab. Det påvirker således ikke agenternes adfærd, at vi beskatter jord, idet man uanset anvendelse bliver beskattet ens. Uanset om man har et lille skur, ingen eller en stor ejendom på sin grund.

Det burde alt andet lige give den bedste økonomiske udnyttelse af den begrænsede ressource jord i forhold til skattebetalingen. Så langt så godt.

Jordskatter er imidlertid heller ikke som kopskatter populære i befolkningen. Det vidner den seneste virak omkring de nye ejendomsvurderinger om.

Virakken om ejendomsskatter bliver næppe så dramatisk som sagnet om, hvordan Knud den Hellige kom af dage i Skt. Albani Kirke, men vores ejendomsskattesystems troværdighed har lidt et knæk uanset gode intentioner. Det skyldes, at skatteyderne hverken kan genkende eller kontrollere grundvurderingerne.

Et faktum er, at det nye ejendomsskattesystem har gode egenskaber og at fire ud af fem danskere kommer til at slippe billigere i skat. Tilsvarende er det et faktum, at det teoretisk er en god ide at holde fast i at beskatte jord for sig og ejendomme for sig.

I praksis er det imidlertid en vanskelig øvelse, idet det mange steder i landet ikke er muligt at købe et stykke jord i almindelig fri handel. Tilsvarende tænker jeg, at de fleste boligejere er ligeglade med, hvad de betaler i henholdsvis den ene skat og den anden skat – det er den samlede ejendomsbeskatning, der har interesse.

Netop fordi det er vanskeligt at skille jord og ejendom ad, har vi set, at der er opstået en række skæve ejendomsvurderinger. Herudover er der den kompleksitet, at jordstykker er reguleret af lokalplaner og servitutter.

De er notorisk vanskelige at inkorporere i en model. Maskinen kan simpelthen ikke læse de håndskrevne dokumenter.

Til trods for fine teoretiske intentioner med vores nye ejendomsskatter, så vil det måske være her, vi skulle komme ned fra det teoretiske elfenbenstårn og indføre et skattesystem, der var mere jordbundent. Altså noget, der var praktisk muligt, og noget, som alle kan forstå. Det vil i hvert fald gavne Skats troværdighed.

Det er muligt, at nuværende modeller over tid vil blive bedre kalibreret og meget vil rette sig, men det er simpelhed det, der skal til, hvis troværdigheden skal genrejses.

På denne spalteplads har jeg tidligere slået på tromme for, at en meget simpel måde at beskatte ejendomme på, er, at man sætter folk i skat af handelsværdien af deres ejendom.

Det er nemt at forstå. Tvivl omkring, hvad vurderingen er værd, forsvinder som dug for solen, idet det er vanskeligt at løbe fra den værdi, man netop selv har betalt for ejendommen.

Klageinstanser kan dermed rationaliseres bort. Intet aktiv har en anden værdi end det, som det kan omsættes til. En sådan skat vil være konjunkturmodløbende, idet højere handelspriser vil sætte kommende ejere i højere skat og omvendt. Systemet vil altså være automatisk stabiliserende.

Overgangsordningen kan være den samme som i det nuværende nye system, nemlig at ingen kommer til at betale mere i skat nu, end de ville gøre med det hidtidige system.

Det er først, når ejendommen bliver handlet, at den nye skat træder i kraft. Den nye ejer vil kende sine udgifter og kan budgettere med dem. Man kan få det samme ind i skatteprovenu som nu, det handler blot om, hvad man sætter satserne til. Tilsvarende kan man indføre progression, hvor princippet om, at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs, videreføres.

Opkræves skatten nominelt som en fast andel af handelsværdien, vil inflationen naturligvis erodere skattebasen over tid. Årligt omsættes cirka 5 pct. af den samlede ejendomsmasse. Det kan man løse med, at man inflationsregulerer betalingen.

Tilsvarende kan man overveje, om man vil give fradrag for klimarenoveringer mv., der er samfundsgavnlige, men som vil gøre ejendommen eller jordstykket mere værd.

Så længe alt handles i almindelig fri handel, har man et retvisende grundlag. Ønsker man politisk, at der stadigvæk skal eksistere familiehandler, så kan man relativt nemt lave en korrektion herfor.

Et andet begreb, som økonomistuderende relativt hurtigt stifter bekendtskab med på studiet, er sunk cost. Måske skal man betragte de nu anvendte godt 4 mia. kr. på det nuværende vurderingssystem som sådanne. Til trods for, at vi over tid forventeligt ender et godt sted, når den nye model er rekalibreret og maskinerne har lært at læse servitutter.

Skaden er dog sket, og tilliden til Skat skal genopbygges. Det vil efter min overbevisning ske nemmest ved, at man laver et skattesystem som beskrevet ovenfor, som alle kan gennemskue og regne ud.

Lige nu møder jeg ofte mennesker, der er dybt bekymret og forarmet over de foreløbige vurderinger på trods af, at de fleste vurderinger ser meget rimelige ud. Skatteyderne kan imidlertid ikke gennemskue dem pga. kompleksiteten og fortællingerne omkring dem.