Fortsæt til indhold

Ejendomsbranchen overser S’et i arbejdet med ESG

I de senere år har ejendomsbranchen øget opmærksomheden på ESG. Men fokus har primært været på E’et – altså de miljømæssige forhold. Det er tid til også at rette opmærksomheden mod det oversete S, de sociale forhold. Her ligger nemlig et uforløst potentiale.

Debat
Ann WintherPartner i Lundgrens
Majbritt SkovCheføkonom i Deloitte

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Ann Winther (tv) og Majbritt Skov

ESG er en bred dagsorden, og ejendomsbranchens aktører er tvunget ud i en skarp prioritering af fokusområder. E’et er det primære fokus i lovgivningen, der med tiltag som klimaloven og EU-taksonomien gør sit for, at ejendomsbranchen bidrager til rejsen mod CO2-neutralitet

Mange ejendomsaktører arbejder nu hårdt på at opnå et lavere klimaaftryk gennem tiltag som bedre materialevalg, energioptimeringer, genanvendelse og reduktion af miljøskadelige stoffer. Branchen er blevet klogere på de greb, der er til rådighed, og forstår – selvom der er lang vej endnu – hvordan der kan arbejdes med E’et.

Men branchens fokus på miljøforhold er ikke (kun) en hjælp til vores udfordrede planet. Det er også forretningsmæssigt klogt. Ejendomme med et lavt klimaaftryk har en højere værdi, og dén påvirkning på værdiansættelsen bliver kun forstærket fremover.

Værdiskabelse kan dog også findes et andet sted på ESG-agendaen. Det er tid til at fokusere på det oversete S i ESG. Flere ejendomsaktører i udlandet retter da også fokus mod S’et. I Danmark skal vi med på trenden.

Social bæredygtighed gennem hele værdikæden
Sociale initiativer kan faktisk være med til at gøre ejendomme mere bæredygtige og samtidig øge deres værdi. Men hvordan får vi S’et med?

Man kan arbejde med S’et på forskellige niveauer. Virksomheder i branchen kan fokusere på sociale aspekter som sundhed, arbejdsforhold og diversitet blandt deres medarbejdere. De kan derudover skærpe fokusset på udvikling og ejerskab af ”affordable housing” eller boliger til udsatte grupper i samfundet.

På et mere operationelt niveau kan sociale hensyn integreres både under byggeprocessen og i driftsfasen. Der bør stilles minimumskrav til hele forsyningskæden samt følges op på overholdelse af disse.

Ved at stille krav gennem forsyningskæden og fremme social beskæftigelse – f.eks. ved at inddrage personer med et fysisk handicap, flygtninge eller andre grupper med svær adgang til arbejdsmarkedet – kan vi skabe en ejendomsbranche, der tager ansvar for samfundet.

Men hvad med værdiskabelse? Lad os ikke glemme, at tilfredse brugere – særligt lejere – af bygninger skaber værdi, da de er mere tilbøjelige til at blive i ejendommen og samtidig styrke ejerens omdømme.

For at sikre tilfredse beboere og brugere af bygninger kan man blandt andet arbejde med sundhed og komfort, der kan optimeres ved en bygnings indretning og tekniske installationer.

En anden nøgle til brugertilfredshed er kommunikation mellem bruger og ejer, og derfor bør der ydes en væsentlig indsats for optimering af informationsniveau og kommunikation mellem parterne.

Byg med velvære i tankerne
Ejendomsbranchen spiller en afgørende rolle i vores livskvalitet og velvære. Den måde, vi bygger og vedligeholder vores ejendomme på, har en direkte indvirkning på vores daglige liv.

Inden for wellbeing economics ser man klare sammenhænge mellem boligforhold og antallet af leveår. Grønne områder og æstetik er blandt de elementer, som på den måde kan øge menneskers livskvalitet og dermed skabe værdi i et samfundsmæssigt perspektiv.

Samvær og fællesskaber kan også tænkes ind i arbejdet med bygningernes indretning - f.eks. ved at udnytte tagarealer eller tænke funktionalitet og samvær ind i konstruktionen af udendørsarealer.

Der findes altså både lavthængende frugter og større tiltag, som branchen kan implementere og drage nytte af for at tage de næste, vigtige skridt i arbejdet med ESG.

Det er på tide, at ejendomsbranchen udnytter potentialet i det oversete S. Ved at gå ud over det velkendte og prioritere det sociale ansvar kan der skabes en mere bæredygtig og værdifuld fremtid for ejendomssektoren.

Artiklens emner
ESG
Deloitte