Fortsæt til indhold

Ja tak. Send mig gerne på et virtuelt hospital

Skal vi de enorme omkostninger, de pressede medarbejdere og den store patientulighed i sundhedsvæsenet til livs, bør vi give alle borgere lige mulighed for at modtage de bedste digitale sundhedstilbud, så vi møder patienterne tidligt, før symptomer ender med sygdom.

Debat
Natasha Friis SaxbergDirektør for IT-Branchen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Natasha Friis Saxberg

46 milliarder kroner. Så meget koster danskernes sygefravær hvert år samfundet og virksomhederne. Og dette tal tager ikke engang højde for de små private arbejdsgiveres omkostninger.

Samtidig viser en omfattende rapport fra Sundhedsstyrelsen, at der er en systematisk forskel i, hvem der får mest gavn af forebyggelse, tidlig opsporing, behandling og rehabilitering. Især patienter med en lavere socioøkonomisk status modtager ringere behandling i det danske sundhedsvæsen.

Den virkelighed må vi ikke acceptere i et land som Danmark.

I Danmark er det et bærende princip, at alle i samfundet skal have lige adgang til sundhedsvæsenet. Desværre forholder det sig langt fra på den måde.

Mens op mod 3 mio. danskere, dem med den højeste uddannelse og indkomst, har en sundhedsforsikring, der giver dem adgang til digitale specialist- og lægekonsultationer samt skræddersyet genoptræning, findes der næsten lige så mange danskere, dem med den laveste uddannelse og indkomst, der slet ikke har disse muligheder.

Det skaber en markant ulighed som ses tydeligt i statistikkerne. F.eks. har 27,8 pct. af danskerne med folkeskole som højeste uddannelse dårligt fysisk helbred, mens det kun er tilfældet for 4 pct. blandt personer med en lang videregående uddannelse.

Andelen af danskere med langvarig sygdom falder også, jo højere uddannet man er. Har man højst en grundskoleuddannelse, er tallet 48,4 pct., mens det for personer med en lang videregående uddannelse er 26,9 pct.

Nem digital adgang til sundhedsydelser for alle kan være en af nøglerne til at komme uligheden til livs. Et virtuelt sundhedsvæsen, som alle danskere frit kan tilgå, og hvor alle borgere får mulighed for nemt at benytte de bedste digitale sundhedsløsninger og -tilbud.

Det kan være med til at øge folkesundheden, minimere sundhedsomkostningerne, frigive flere varme hænder og udviske uligheden i samfundet.

Særligt patienter med lavere socioøkonomisk status oplever det som næsten umuligt at forstå, hvor man skal henvende sig og blive hjulpet - f.eks. om man skal lave en aftale ved sin egen læge eller henvende sig på hospitalet.

Her kunne man med fordel lave digitale løsninger, der hjælper patienterne med overblik og støtte, så de ved, hvor de skal henvende sig og hvem de skal tale med – enkelt og overskueligt.

Patienter med lavere socioøkonomisk status har en større tendens til at fokusere på symptomlindring, hvorimod patienter med højere socioøkonomisk status har fokus på forståelse af deres sundhed og indtager en mere proaktiv rolle i konsultationer.

I en virtuel løsning kunne man hjælpe patienter med relevant information samt forslag til forebyggelse og konkrete behandlingsmuligheder, så patienten får udarbejdet et skræddersyet forløb og ikke bare endnu en recept.

Halvdelen af dem, som sjældent benytter sundhedsydelserne, angiver manglen på penge til transport som udslagsgivende for deres beslutning. Flere fortæller også, at de ikke får løn, hvis de tager fri fra arbejdet, og at det afholder dem fra at tage på hospitalet.

Her er virtuelle konsultationer en oplagt mulighed. Erfaringerne peger på, at mindst 40 pct. af alle konsultationer burde kunne gøres virtuelle, og at de samtidig bliver kortere og mere fokuserede.

At tro, at vi kan skaffe nok sundhedspersonale til at klare både de nuværende og fremtidens udfordringer i sundhedsvæsenet, er desværre en illusion. For de ressourcer findes ganske enkelt ikke. Vi bliver derfor nødt til at kigge på de digitale løsninger, hvis vi ikke skal sænke kvaliteten i sundhedsvæsenet yderligere, og det er ikke teknologien der står i vejen.

Løsningerne er modne, velafprøvede og implementeret flere steder både i og udenfor sundhedsvæsenet. Med gode resultater.

Ved at oprette et virtuelt alternativ til vores sundhedstilbud, kan vi sikre et sundhedssystem, hvor der ikke findes et helbredsmæssigt A- og B-hold. En ulighed, der ikke bare koster samfundet og erhvervslivet enorme summer, men som også har store omkostninger for det enkelte menneske i form af øget sygelighed, dårligere livskvalitet og kortere liv.

Lad os bygge et sundhedsvæsen, hvor alle danskere sikres en enkel adgang til de bedst mulige løsninger, og hvor vi samtidig hjælper det sundhedsfaglige personale med at få frigivet mere tid til deres vigtigste kompetence: At være nærværende for deres patienter.

Artiklens emner
It-industrien
IT-Branchen