Det største socialpolitiske fremskridt i årtier er truet af besparelser

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jobfesten på det danske arbejdsmarked har nået et nyt højdepunkt. Vi har nu rundet en fantastisk milepæl med over tre millioner beskæftigede lønmodtagere. Bedriften bliver ikke mindre imponerende af, at vi undervejs både har kæmpet mod en pandemi og den højeste inflation i 40 år. Men det har ikke slået os ud af kurs.

Til gengæld er det meget bekymrende, at regeringen nu vil spare 3 mia. kr. på beskæftigelsesindsatsen. Den aktive beskæftigelsesindsats er nemlig en afgørende forudsætning for at holde fast i de socialpolitiske fremskridt, som jobboomet har ført med sig.

Den største gevinst ved jobfesten er nemlig ikke, at vi har slået ny rekord, men derimod at så mange fra kanten af arbejdsmarkedet er kommet i arbejde.

Arbejdsgiverne har manglet arbejdskraft. De har været tvunget til at kigge i alle hjørner af arbejdsmarkedet for at finde den. Derfor er der historisk få langtidsledige og kontanthjælpsmodtagere, mens beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere er rekordhøj. Det er et gigantisk socialpolitisk fremskridt, der egentlig fortjener mere opmærksomhed end selve jobrekorden.

Højere renter betyder dog, at der nu bliver skruet ned for musikken til jobfesten. Antallet af ledige stillinger er faldet, og hvis man bliver arbejdsløs, kan det tage længere tid at komme ud af ledighedskøen igen.

Derfor bliver den aktive beskæftigelsesindsats ekstra vigtig den kommende tid. Beskæftigelsesindsatsen bliver tit udskældt, men der er ingen tvivl om, at den har en stor del af æren for, at arbejdsløsheden siden midten af 1990’erne er faldet markant. Dengang var arbejdsløsheden helt oppe på 12 pct., svarende til flere end 300.000 arbejdsløse. Heraf var ca. 45 pct. langtidsledige. Og selv når det gik godt i økonomien – som for eksempel lige før kartoffelkuren i 1986 – var ledigheden stadig på over 9 pct.

Den høje langtidsledighed dengang var især en konsekvens af, at arbejdsløse stort set var overladt til sig selv. Som tiden gik, var der mange af dem, der mistede modet og endte i langtidsledighed.

Det lavede man om på i midten af 90’erne, hvor man introducerede den aktive beskæftigelsesindsats. Nu skulle de arbejdsløse deltage i forskellige aktiveringstilbud og have jævnlige samtaler med a-kassen. Medicinen virkede. Ledigheden – herunder langtidsledigheden – faldt markant.

Jobrettet uddannelse, opkvalificering og sporskifte for arbejdsløse sikrer efterfølgende højere beskæftigelse. Det er senest dokumenteret af forskere tilknyttet Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Derfor er det også bekymrende, at regeringen har lagt sig fast på, at der skal spares et bestemt beløb på beskæftigelsesindsatsen. Der er givetvis ting, man kan forbedre i beskæftigelsesindsatsen, men svinger politikerne sparekniven for voldsomt, kan flere ende i langtidsledighed, og det vil være et socialpolitisk tilbageskridt.