Dufter det allerede lidt af jul? Eller er det lugten af en ny Arne-skat?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Tonen mellem banksektoren og erhvervsminister Morten Bødskov(S) er nu sådan, at nogen ville anbefale parterapi. Eller måske et kroophold med kaffe ved ankomst, en tur langs stranden og en meget stor vinmenu til middagen.

Samtalen mellem parterne er blevet anstrengt. Anklagende. De ser ikke hinanden. De har glemt, at der er tre i et parforhold – dig, mig og os.

Uenigheden drejer sig om, hvorvidt en erhvervsminister skal mene noget om, hvad bankerne giver i rente.

Direktøren for landets femtestørste bank, Spar Nord, sagde for et par dage siden til mediet PolicyWatch, at erhvervsministeren skal ”holde snitterne væk” fra bankernes priser. Kort forinden havde Jyske Banks afgående direktør kaldt ministerens projekt for politisk stemmefiskeri. Politisk stemmefiskeri er åbenbart det laveste: At en politiker går efter at få vælgernes stemmer.

Morten Bødskovs ryk består i, at han har opfordret bankerne til at sætte deres indlånsrenter op. Fred med dét, kan man tænke, for erhvervsministre har ingen magt over, hvad banker giver i rente. Ingen. Det er en gratis omgang. Men Bødskov har været meget klar i spyttet. Insisterende. Leveret sit formelt set tomme budskab i flere medier og af flere omgange. Som om han vil sige til bankerne, at han samler sammen til en advarsel til dem for at spille med slukket høreapparat.

Efter årets første ni måneder har banksektoren kurs mod den største indtjening i årtier. Tonen under regnskabsfremlæggelserne de seneste uger har været jublende, triumferende. Alt andet end ydmyg. Men i baggrunden har der kørt en debat, der kunne have vækket til eftertanke hos bankerne. Ydmyg eftertanke. I stedet slukkede de høreapparatet.

Debatten handler om, hvorfor det stigende renteniveau kun i meget begrænset omfang har omsat sig i renten på kundernes indlånskonto. For sådan er det. Punktum. Den debat går lige i gearkassen på bankernes dobbeltrolle. Banker er virksomheder, der skal tjene penge til deres aktionærer. Men de er også bærende piller under et samfund. Nødvendige og vigtige. Derfor er staten ind i mellem trådt til som redningskrans for banker. Og derfor har staten ind i mellem stillet firkantede krav til banker.

Set fra sidelinjen har banksektoren den seneste tid slukket høreapparatet på det øre, der kunne lytte til samfundets signaler. Det er uretfærdigt at fremhæve én bank på det punkt, men Nordeas altid dygtigt kommunikerende landechef sagde tingene befriende ligeud oven på bankens seneste rekordregnskab: Det var kundernes egen skyld, at de ikke fik mere i rente på deres indlån. De kunne bare ”arbejde mere” med deres økonomi.

Sådan et synspunkt kan få luften til at stå stille i en del gruppeværelser på Christiansborg. Blandt andet Socialdemokratiets gruppeværelse, hvor Morten Bødskov jævnligt indfinder sig. Her folder ørerne sig ud, når en virksomhed OG samfundsinstitution med Nordeas indtjening tilkendegiver, at det er kundernes dovenskab, der er skyld i, at de ikke rigtig får del i festen.

Synspunktet er sikkert objektivt rigtigt, men efterlader en blandet bundlinje. Bankerne er på én gang virksomheder og samfundsinstitutioner. Hvorfor kan banksektoren så ikke se, at en meget beskeden rente på indlån til kunderne og en rekordhøj indtjening på de samme indlån til bankerne bliver et emne, som erhvervsministeren tager op? Hvordan kan det være ideologi eller stemmefiskeri eller noget andet grimt, at ministeren siger, at balancen mellem at være virksomhed og samfundsinstitution for ham at se er tippet?

Man kan kun være enig med Spar Nords direktør i, at Morten Bødskov skal holde snitterne fra, hvad bankerne tager for deres varer. Erhvervsministre ved sikkert meget lidt om bankdrift i gode tider - som nu - men nogen af dem ved ret meget om bankdrift i dårlige tider. Om, på statens vegne, at skulle feje op efter hovedløs långivning, luftkasteller, grådighed, og dårlig ledelse.

Spørgsmålet er, om Morten Bødskov er ved at samle sammen til en påmindelse om, at sektoren bør lytte med begge ører: Virksomheds-øret og samfundsinstitutions-øret. For hvis den lytter med det ene øre i opgangstider, og ikke det andet, opstår der en ubalance.

Julen nærmer sig.

Er det den, man kan dufte? Eller lugter det sødligt-brændt af en ny Arne-skat?

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk