Fortsæt til indhold

Grøn gødning er en del af fremtidens landbrug

Landbruget er allerede godt i gang med at bidrage med effektive løsninger for at sikre den grønne omstilling.

Debat
Hans Kristian SkibbyMF, Danmarksdemokraterne, formand for Miljø- og fødevareudvalget & fødevareordfører

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hans Kristian Skibby. Foto: Marie Hald

Forleden tog jeg bilen sydpå for at besøge den store gødningsvirksomhed Yara, som er beliggende i Fredericia og i mange år var kendt som Norsk Hydro. Gødning er jo et velkendt produkt i den danske fødevaresektor, men det var ikke den generelle dialog om gødningens betydning, der var på dagsorden på besøget. Virksomheden er nemlig i gang med at udvikle et nyt produkt – Grøn gødning – som kan udgøre en gamechanger i forhold til fremtidens landbrug.

Grøn gødning er et nyt og innovativt initiativ, som jeg virkelig ser et potentiale i og et godt eksempel på, at der kommer mange gode innovative løsninger fra brancherne selv, når det gælder omlægning til mindre CO2-belastning fra den danske produktion. Landbruget i Danmark er jo allerede godt i gang med at bidrage med effektive løsninger for at sikre den grønne omstilling. Jeg har selv fået præsenteret flere spændende tanker og målsætninger fra både virksomheder og organisationer. Både på Christiansborg og ude i virkeligheden. Jeg synes, at Yara er en af de virksomheder, der har fundet en ny spændende vej for den grønne omstilling, som er værd at se nærmere på.

Når dansk landbrug kommer med løsninger, der kan gøre en forskel, synes jeg, at vi fra Christiansborgs side skal se positivt på dem.
Hans Kristian Skibby

Grøn gødning produceres nemlig på en anderledes måde end traditionel gødning, som produceres på gas og olie. Denne nye grønne gødning er produceret med den nye PTX-teknologi med energi fra vedvarende kilder (vandkraft, vind, sol). Det betyder, at grøn gødning er fossilfri og virker til at være en effektiv måde at producere fødevarer med lavere CO2-aftryk og dermed langt mere klimavenligt. Grøn gødning kræver desuden ingen omstilling af landmandens praksis.

I Danmark har vi ingen gødningsfabrikker, og vi importerer vores gødning til markerne fra andre lande. Derfor vil grøn gødning komme til landet fra Yaras produktionsanlæg rundt omkring i Norden og hjælpe dansk landbrug i en grøn retning. Jeg er spændt på at følge udviklingen med produktet. Ligesom det er tilfældet med andre innovative klimaløsninger inden for landbruget, skal der skabes et positivt incitament til, at landmanden på sigt vil tilvælge den grønne gødning. Det medvirker vi i Danmarksdemokraterne gerne til en videre dialog om.

Når dansk landbrug kommer med løsninger, der kan gøre en forskel, synes jeg, at vi fra Christiansborgs side skal se positivt på dem og hjælpe til at understøtte dem politisk, så det kan udvikle sig til at blive en positiv forretning for vores landmænd, samtidig med at de tager et ansvar for klimaet. Grøn gødning har potentialet.

Artiklens emner
Politik
Landbrugssektoren