Den oversete skandale: Ikke alle rabatter er gode

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at det nye ejendomsvurderingssystem giver massive problemer. Boligejere over hele landet får nye vurderinger, som skyder helt forbi de historiske og aktuelle markedspriser.

Listen af fejlkilder er alenlang, og de bidrager alle til at skabe usikkerhed i familieøkonomien, fordi en øget ejendomsskat sætter sig i ejendomsprisen med det samme. I værste fald kan man blive teknisk insolvent af en dårlig vurdering. Medierne er allerede spækket med historier, der afdækker problemerne. Derfor vil jeg rette blikket mod skatterabatten.

I øjeblikket er boligmarkedet for ikke mindst københavnske og nordsjællandske lejligheder brandvarmt af især en årsag: Politikerne har givet en skatterabat svarende til en eventuel stigning i ejendomsskatterne. Kravet er dog, at boligen skal være overtaget inden årsskiftet, så naturligvis har mange travlt med at få placeret sig i en bolig, som man forventer svarer til de mere langsigtede behov for sig selv eller for sin familie.

Skatterabatten giver dermed ikke blot en overnormal handelsaktivitet og prisstigninger, som alene er baseret på en deling af skatterabatten mellem køber og sælger. Det kan også få den effekt, at mismatchet mellem boligbehov og faktisk bolig stiger. Hvis man som enlig forventer at få en kæreste inden for få år, så giver det nemlig mening at købe til mere end nuværende behov. For flytter man efter nytår, bortfalder skatterabatten.

Problemet er åbenlyst, at fremtiden ikke er givet, og at man ikke har nogen som helst sikkerhed for, at den nye bolig kommer til at passe til behovet om f.eks. to år. Sæt nu, kæresten har børn fra tidligere forhold, eller at der slet ikke er en kæreste. Politikerne har dermed ikke kun skabt en situation med panikkøb op til nytår ved at indføre en skatterabat. De har også øget sandsynligheden for mismatch på boligmarkedet.

Der er dog en langt værre konsekvens af skatterabatten, som ikke er indtrådt endnu, men som sandsynligvis vil skabe et endnu større samfundsøkonomisk tab: manglende mobilitet.

Skatterabatten eksisterer kun for eksisterende ejere, og derfor taber man rabatten ved flytning efter nytår. Det kan derfor blive urimeligt dyrt at flytte for boligejere, der har oplevet en ejendomsskattestigning med det nye vurderingssystem, og som derfor har fået en skatterabat af politikerne (som et plaster på såret).

Følgelig vil nogle boligejere blive i deres boliger, selv om deres boligbehov ændrer sig, og den eksisterende bolig egentlig passer dårligt. Eller hvis den forventede fremtid med en kæreste aldrig indtræffer. Dermed bliver den samlede boligmasse dårligere udnyttet, og det er der et direkte samfundsøkonomisk tab ved.

En særlig skadelig version af ændret boligbehov er, hvis man har mulighed for at få et bedre job, men hvor den geografiske placering passer dårligt med den eksisterende bolig. I nogle tilfælde kan man måske klare det med øget pendling, hvilket naturligvis også har omkostninger for både pendleren og for det øvrige samfund i form af øget trængsel og forurening.

Endnu værre er det dog, hvis boligejeren afviser et bedre job for at undgå flytning og beholde sin skatterabat. I det tilfælde bliver der også et øget mismatch på arbejdsmarkedet, som kan koste på produktiviteten og dermed velstandsudviklingen. Boligejeren kommer simpelthen til at arbejde et andet sted end der, hvor kompetencerne bedst kommer i spil. Og det koster på løn – og givetvis også på andre forhold som motivation, arbejdsglæde og professionelle mål.

Vi ser ikke de negative konsekvenser på svækket mobilitet af skatterabatten endnu. Og selv når omkostningerne for samfundet med tiden stiger, vil det være et skjult samfundsøkonomisk tab. Det gør imidlertid ikke problemet mindre eller mindre problematisk. Tilbage står, at skatterabatten vil øge mismatchet på både boligmarkedet og arbejdsmarkedet i mange år fremover. Det kommer til at koste på vækst og velstandskontoen, og det er også en slags skandale.