Danmarks digitaliseringsstrategi italesætter ikke elefanten i rummet
Regeringens nye digitaliseringsstrategi kommer med mange gode tiltag. Den italesætter bare ikke den største hindring for strategiens egen succes: Hvordan kan vi – her og nu – sætte turbo på uddannelsen af danske it-specialister.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Gennem de seneste 10 år har den danske it-branche råbt vagt i gevær over manglen på it-medarbejdere.
Først advarede vi om, at Danmark i fremtiden ville mangle hænder. I dag er advarslen blevet en realitet, hvor vi som branche står og mangler it-talenter – og udfordringen bliver ikke mindre i fremtiden.
Skiftende regeringer har kendt til dette problem gennem mange år, og det blev så sent som i den sidste digitaliseringsstrategi fra 2022 italesat.
SMV-regeringens nye digitaliseringsstrategi for Danmark betegner udfordringen med manglende specialister som ”akut”. Desværre har både den forrige digitaliseringsstrategi og den nye det til fælles, at den i min optik ikke vil løse problemet med manglende kompetencer før om mange år.
Som leder i en dansk it-virksomhed er det englesang i mine ører, at der sættes fokus på at give børn og unge langt bedre digitale kompetencer allerede i folkeskolen. For der er ingen tvivl om, at uddannelse er vejen frem, hvis vi skal manglen på tekniske kompetencer til livs.
Vi ved, at børn allerede i folkeskolen udvikler interesser for fag, de kan fordybe og uddanne sig i, når de står med afgangsbeviset i hånden.
Dernæst er det min klare overbevisning, at faget vil give børnene bedre sociale færdigheder, når de færdes på nettet. Det er vigtigt i en tid, hvor mobning ikke blot foregår i skolegården. Derfor hilser vi det nye teknologiforståelsesfag mere end velkommen.
Det eneste problem er, at de lærere, der skal undervise vores børn, selv skal uddannes først. Og ifølge digitaliseringsstrategien betyder det, at man først skal videreudvikle teknologiforståelse som faglighed på læreruddannelsen. Der kan derfor gå mange år, før den danske teknologibranche kan høste frugterne af disse nye tiltag.
Kompetencerne er allerede i orden
I Danmarks nye digitaliseringsstrategi er der afsat midler til blandt andet udvikling af undervisning og undervisernes kompetencer på de videregående uddannelser i Danmark.
Du får næppe nogen af mine kolleger i branchen til at sige, at midler til digital viden, kompetencer og forståelse på uddannelser er en skidt ting. Jeg er dog af den overbevisning, at underviserne på uddannelserne har kompetencerne i orden. Vi kan ikke beklage os over de kompetencer, de nyudklækkede studerende kommer med i deres rygsæk. Der er bare ikke nok af de unge mennesker.
Og her er problemet. For flere politiske aftaler betyder nemlig, at der er loft over antallet af optag på it-uddannelserne på bl.a. ITU og DTU i København. Det står i skærende kontrast til virkeligheden, hvor it-branchen allerede i dag mangler it-specialister, og i år 2030 vil vi i Danmark mangle hele 22.000 it-uddannede.
Læg dertil, at den nye uddannelsesreform forkorter en stor del af kandidatuddannelserne, så de studerende bliver hastet igennem deres uddannelser. Dermed mister vores danske it-studerende muligheden for at få mere teknisk erfaring, der kunne have været guld værd for danske teknologivirksomheder.
Elefanten i rummet
Misforstå mig ikke, jeg er glad for, at vi har en regering, der har fokus på, at digitalisering driver det danske samfund. Og jeg mener, at det er vigtigt og rigtigt, at digitaliseringsstrategien også sætter fokus på videreuddannelse af danske medarbejdere, så de kan få nye og relevante kompetencer.
Det ærgrer mig dog, at der ikke fokuseres mere på elefanten i rummet: Hvordan vi – her og nu – kan sætte turbo på uddannelsen af danske it-specialister.
For til trods for de gode og velmente initiativer, så kommer vi ikke til at få flere medarbejdere af den nye digitaliseringsstrategi på kort sigt. Min bøn til regeringen er derfor klar: Optag flere studerende på landets it-uddannelser og rul uddannelsesreformerne tilbage, hvis I ønsker at lykkes med den nye digitaliseringsstrategi.



