Suk. Mere arbejde, mindre værdi
Fungerer alt bedre med alle disse regler, får man lyst til at spørge.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I årevis har man politisk talt om at lave færre byrder for erhvervslivet. Desværre handler den snak ofte om en eller anden indberetning til det offentlige, der kan gøres digital. Man overser de store regler, som giver mange flere byrder.
En større udfordring er f.eks. regler fra EU. Over bare de seneste år, gælder det f.eks. GDPR og hvidvaskregler, der har kostet mange virksomheder betydelig tid og penge.
Nu får vi så kravet om registrering af arbejdstid. Nogen har haft en sag nede i Europa et sted, og pludselig bliver det til EU-lovgivning. Så skal virksomheder igen investere i it-systemer, bruge tid på registrering, kontrol og vedligeholdelse af systemer.
Til glæde for hvem? For Staten? For virksomheden? For lønmodtageren? Næppe, for stempeluret er for længst forladt.
Nej, Danmark indfører kun reglerne, fordi EU siger man skal. Tilmed har man ofte på fornemmelsen, at man i Danmark ikke bare implementerer, men overimplementerer reglerne.
Engang imellem har man lyst til at spørge: Fungerer alt bedre i 2023 end i 2003, hvor man ikke havde alle disse regler? Er der færre problemer i dag end for 20 år siden? Færre sager? Færre klager? Man tvivler.
Eller sætter samfundet virksomhederne til at bruge alt for meget tid på at sætte flueben i checklister af hensyn til det formelle. I stedet for at skabe produktion og værdi.
Det burde være ministrenes og politikernes dagsorden. Ikke om man kan digitalisere dette eller hint indberetningsskema.



