Firkantede øjne: Disse teknologiske trends optager danskerne
Vi tager teknologien til os som aldrig før. Den ledsager os i skolen, på arbejdet og i vores hjem. Noget tyder på, at vi ser vores teknologiske vaner som ’guilty pleasures’.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Et nyt studie afslører, at en betydelig procentdel af danske forbrugere kommer senere i seng end planlagt på grund af deres smartphone. Men det er ikke kun i soveværelset, teknologien trender. Størstedelen af de adspurgte danskere mener, at deres smartphone fylder for meget i deres liv.
Flere streamer nu film og tv dagligt, og det er på trods af, at færre har adgang til en betalt streamingtjeneste. Det er en atypisk udvikling, som tyder på nogle underliggende skift.
Om stigende priser har øget deling af logins eller tvunget forbrugerne til at skære ned i antallet af betalte abonnementer, for i stedet at se billigere eller gratis streaming, kunne være en forklaring. Uanset hvad er udviklingen bemærkelsesværdig.
En ny teknologisk trend, der er begyndt at vinde indpas, er generativ AI. Inden for et år efter lanceringen af ChatGPT har mere end hver fjerde danske forbruger eksperimenteret med et generativt AI-værktøj, og mange er allerede blevet faste brugere. Forbrugerne har fået øjnene op for de muligheder, Gen AI tilbyder, men vi skal træde varsomt, så vi ikke blindt lader os forføre.
Blindheden kan nemlig koste os dyrt.
ChatGPT og lignende tjenester er ikke opslagsværker. Indholdet genereres fra et bagkatalog af den information, som algoritmen er blevet trænet i, og det kan bestemt være nyttigt – men det kan også skabe misinformation.
Desværre tager mange brugere AI-genereret output for gode varer: Vores data viser, at én ud af fem brugere mener, at generativ AI altid producerer faktuelt korrekt output.
Vi er i færd med at overgå til en ny virkelighed, hvor teknologien for alvor koder sig ind i vores adfærd. Derfor er det vigtigt, at vi reflekterer over vores teknologiske vaner.
Vi befinder os i øjeblikket på en lyserød cloud af glæde, forventning og håb – men det er nu, vi skal afgøre, hvordan vi vil forme vores digitale fremtid og forholde os til den på en moden og reflekteret måde.
Igen i år kan vi konstatere en fortsat stigning i skærmforbruget. Og det overrasker mig lidt. I de seneste mange undersøgelser, vi har lavet, har danske forbrugere givet udtryk for et ønske om at bruge mindre tid foran skærmen. Mit bud er, at vi også i næste års undersøgelse vil se en fortsat stigning i skærmforbruget og en tilsvarende stigning i ønsket om mindre skærmtid.
Det er sværere at give slip på digitale vaner, end det er at tilegne sig dem, og danskerne er tydeligvis ikke klar til at give slip på deres ’guilty pleasures’ – endnu.



