Fører overreaktioner til højere afkast?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

For nylig måtte den svenske Riksbank, Sveriges svar på Nationalbanken, bede politikerne om økonomisk hjælp. 80 milliarder svenske kroner – det er 52 milliarder danske – skulle banken have tabt på bankens opkøb af obligationer i årene op til 2022.

For at ”opretholde tilliden til, at banken kan føre uafhængig pengepolitik”, har banken vurderet, at egenkapitalen skal øges fra -18 milliarder svenske kroner op til 40 milliarder. Altså et betragteligt behov for kapitaltilførsel.

Hvordan var Riksbanken dog kommet sådan i kapitalnød? Jo, ligesom andre vestlige centralbanker har Riksbanken opkøbt enorme mængder af statsobligationer og andre obligationer for at holde økonomien flydende. Især i foråret 2020, midt under covid-19, kom der fart på opkøbene – ligesom hos ECB og USA’s Federal Reserve.

Men nu endte renterne så med at stige, og alle de mange obligationer faldt derfor kraftigt i kurs. Så kraftigt, at det gik ud over Riksbankens egenkapital.

Her bagefter er det kommet frem, at der faktisk var intern modstand i Riksbanken mod at skrue så kraftigt op for obligationskøbene. Nogle af bankens egne økonomer mente, at fortsatte opkøb var overflødige, og at den svenske økonomi var stærk nok til at kunne klare sig selv.

For mig at se er det et billede på, at der nok blev overreageret i de år. Måske var der en forestilling om, at der tidligere blev gjort for lidt og handlet for sent, for eksempel under finanskrisen, eller i 1970’erne, da Vesten hang fast i høj inflation og lav vækst. Det har givet os en oplevelse af, at vi måtte gøre noget, og helst i en fart.

Gad vide om fremtidens politikere engang kommer til at reagere for langsomt under en eller anden økonomisk krise, fordi de kan huske, at der var noget med, at man engang i 2010’erne og 2020’erne overreagerede.

Mit indtryk er, at de handlinger, som blev begået i 1970’erne, dem kan vi ikke nødvendigvis lære ret meget af i dagens helt anderledes økonomiske virkelighed. Men der er i befolkningen nogle forventninger til, hvad de, der står med ansvaret, skal gøre for at løse problemerne, og så ser det ofte bare bedre ud, at man har gjort noget frem for at afvente. Og så rykker man voldsomt i rattet.

Der er også en anden ting, historien om Riksbanken viser: Lange statsobligationer kan falde betragteligt i kurs, selvom de konkursmæssigt er det sikreste territorie. Læg derfor gerne æggene i flere kurve, og tag historierne om mørke skyer i horisonten i forhold aktiemarkedet og samfundsøkonomien med afmålt ro. At ændre investeringsstrategien radikalt, at sælge ud af aktier og rotere rundt mellem kontanter med høj rente, obligationer og andre aktiver pga. forventninger – det fører sjældent til højere afkast på den lange bane (som er den eneste bane, man bør investere på!). Hold fast, med andre ord.

Det er dog fint at skrue ned for sine forventninger til afkastet. Så overreagerer man i hvert fald ikke.