Risikomodellen har spillet fallit

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

»Du tager for lav risiko!« siger jeg. Og så tænker du sikkert: »Nej, det gør jeg ikke, for jeg er da en fornuftig type, som ikke vil tage høj risiko.« Og ja, du er givetvis fornuftig, men spørgsmålet er, om det nu er så fornuftigt at tage en lav risiko?

Lad mig starte med at forklare, hvad der overhovedet ligger i ordet ”risiko”.

Èn ting er nemlig, hvad vi mener, når vi til daglig taler om risiko. Noget helt andet er, hvad det betyder i en matematisk, finansiel sammenhæng.

I dagligdagen forbinder vi høj risiko med at køre for stærkt, starte eget firma, springe i faldskærm osv. Her vurderer vi risiko ud fra mavefornemmelse, følelser og tanker om ens helbred og velbefindende i hverdagen og nuet.

I den matematiske, finansielle verden har risiko derimod intet at gøre med, hvordan det føles i maveregionen.

Her forstår vi risiko ud fra det, som så fint bliver kaldt for volatilitet.

Kort fortalt måles din volatilitet ud fra udsvingene af tab og gevinst i din aktieportefølje. Vi måler altså risiko som din formues chance for gevinst og tab på et år. Ikke dit helbred og ikke på en lang tidshorisont, som vi bør gøre.

Mange menneskers tidshorisont er minimum 10 år frem i tiden og oftest meget mere.

Pointen er, at selv om din mavefornemmelse måske er udmærket til hverdagsbrug, så er det ikke en pålidelig kilde til at træffe gode investeringsbeslutninger. Og sandheden er, at du hverken risikerer liv eller lemmer ved at vælge høj risiko i dine investeringer eller pensionsopsparing.

Tværtimod. Det er nemlig en klar fordel at vælge en ”høj” risiko, hvis din formue er investeret i aktier. Vælger du en lavere risiko, vil du typisk udvande aktiedelen med obligationer. Lidt ligesom når du blander saftevandskoncentrat med vand. Dine investeringer bliver tyndere og tyndere, jo lavere risiko du vælger.

Alle sælger noget – også din bankrådgiver

Altså: Lav risiko er både problematisk og i en forstand risikabelt, fordi det udvander dine investeringer.

Udvandingen starter typisk, når du mødes med din bankrådgiver.

”Din bankrådgiver” er i virkeligheden en misvisende betegnelse. Din rådgiver er en sælger. Ligesom en ejendomsmægler sælger huse, sælger en bankrådgiver sine egne løsninger. Din pensionsrådgiver fra PFA sælger PFA-løsninger, din Nordea-rådgiver sælger Nordea-løsninger osv.

Til mødet vil din bankrådgiver stille dig en række spørgsmål angående din risikovillighed med det formål at tegne din risikoprofil.

Risikoprofilen er udformet sådan, at du typisk kan svare mellem lille og høj på en lang skala. Det er spørgsmål som: »Hvordan vil du have det, hvis din portefølje falder med 30 pct. i løbet af et år?« Uha. Det lyder lidt farligt, tænker du. Så du vælger selvfølgelig at gå med en lavere risiko.

Paradoksalt nok møder jeg mange mennesker, der glædeligt dyrker ekstremsport, kører for stærkt, drikker for meget alkohol – men stadig vælger ”lav” risiko hos deres formuerådgiver.

Risikoprofilen lagres i et databasesystem – og nu kommer hele idéen med overhovedet at lave en risikoprofil. Skulle du på noget tidspunkt være utilfreds med dine afkast (hvad end de er høje eller lave), kan dette papir altid tages op. Som et bevis på: »Du valgte jo selv«.

I formueverdenen er det sådan, at den lave risiko sælges til næsten samme pris som den højere risiko. Men for din bankrådgiver tjener den et helt specifikt formål i forhold til at dække sig ind.

Rådgivere bryder sig ikke om sure kunder – forståeligt nok. Sure kunder kræver tid. Tid er penge. Og kunder bliver sjældent arrige, fordi de får for lidt afkast. Kunder bliver utilfredse, når de taber penge.

Det er altså langt nemmere for din rådgiver, at du vælger en lav risiko. Det giver færre udsving i porteføljen, og man slipper på den måde for alt bøvlet med, at kunden brokker sig.

Men i det her scenarie er det jo dig, der er kunden, og en lav risiko er på ingen måde i din favør, hvis du har en lang tidshorisont.

Havde du investeret din formue historisk siden 1978 med ”lav risiko”, har du valgt en dårlig løsning i langt de fleste tilfælde – og ville være væsentligt bedre stillet med høj risiko. Selv i de perioder, hvor ”lav risiko” klarede sig bedre, er der ikke voldsom forskel.

Kan din mave leve med højere risiko, er det altså klart mere fordelagtigt med høj risiko.

Jeg foreslår, at vi for alles bedste begynder at tale om risikovurdering på en anden måde i finansverdenen. At vi helt stopper med at tale om ”høj” og ”lav” risiko. Simpelthen fordi det er misvisende for, hvordan investeringer overhovedet arter sig. Det skaber unødige bekymringer og slører dømmekraften.

Det er langt bedre – og i øvrigt mere realistisk – at tale om ”korte” og ”lange” tidshorisonter. Har du en kort tidshorisont, skal risikoen helt naturligt sættes lavere, fordi udsvingene har større effekt. Har du derimod en lang tidshorisont, så vil det rigtige være at vælge en høj risiko.

En lang tidshorisont bør være standarden snarere end undtagelsen. Og hvis du allerede investerer med en lang tidshorisont, så er der kun tilbage, at du spørger dig selv:

»Tør jeg virkelig tage en lav risiko?«