Vi mangler svar på, hvordan vi skaber grøn gevinst med grøn rapportering

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Året 2024 bliver skudt i gang med søsætningen af bureaukratisk kæmpe-skonnert af den helt store slags, nemlig Corporate Sustainability Reporting Directive, også kaldet CSRD. Direktivet pålægger alle virksomheder med over 500 ansatte at rapportere og offentliggøre deres arbejde med bæredygtighed efter nogle obligatoriske standarder, som fastsættes af EU. Senere vil andre større virksomheder og også børsnoterede SMV’er blive omfattet.

Erhvervsstyrelsen forventer, at ca. 2.300 danske virksomheder vil blive pålagt at lave CSRD-rapporteringer, og disse virksomheder kan se frem til relativ tung administrativ byrde.

Virksomhederne skal nemlig offentliggøre detaljeret og forskelligartet information på op til omkring 85 områder, afhængigt af virksomhedens virke. Hver enkelt virksomhed kan forvente at skulle levere mere end 1.100 datapunkter, som skal øge indsigten i, hvordan virksomhederne leverer på de forskellige bæredygtighedsparametre. Hovedvægten i rapporteringen er dog på klima og miljø.

Et af hovedformålene med CSRD er at skabe et økosystem, hvor virksomhederne kan tjekke bæredygtigheden hos deres leverandører, kunder og samarbejdspartnere, og at de dermed kan dokumentere deres egen bæredygtighed. Således tilstræbes det, at direktivet skal give bæredygtighed mere vægt som konkurrenceparameter og gøre det lettere for interessenter såsom aktionærer at vide, hvilke virksomheder der rent faktisk er bæredygtige, og det er tiltrængt.

På IT-Universitetets Center for Climate IT undersøgte vi i det nu afsluttede projekt, SSH and Sustainable Business, de store danske virksomheders ikke-finansielle redegørelse, som ifølge § 99 i Årsregnskabsloven bl.a. skal bestå af oplysninger om miljøforhold og arbejde med at reducere klimapåvirkningen.

Problemet med denne bæredygtighedsrapportering – set fra et klimaaktivistisk perspektiv ­– er, at manglen på vedtagne standarder for virksomhedernes beskrivelse i bund og grund giver mulighed, at virksomhederne kan bruge årsrapporterne til at vaske sig selv grønne.

Derfor er det positivt, at der i CSRD stilles detaljerede og høje krav til virksomhedernes dokumentation, selvom selve standarderne blev noget udvandede af Europa-Kommissionen i 11. time. Det er imidlertid stadig uvist, i hvilken grad rapporteringen vil resultere i reelle miljøforbedringer. Det øgede krav til virksomhedernes gennemsigthed giver jo ingen direkte grønne gevinster af sig selv.

Derfor opfordres derfor her til, at direktivet bliver fulgt af investeringer i undersøgelser, som kan give os et praj om, hvordan vi bruger virksomhedernes bæredygtighedsdata til at lave målrettede klimaindsatser.

Det kunne f.eks. være applikationer, som kan omarbejde de store mængder data, således de bliver forståelige og får en direkte betydning for helt almindelige forbrugere. Det kunne også være, at man inviterede forskere til at undersøge, hvordan rapporteringsdata påvirker virksomhederne på B2B-niveau.

I hvert fald mangler vi viden om, hvordan vi mest effektivt bruger den øgede gennemsigtighed, som virksomhedernes data giver os, til at skabe et grønt afkast af den grønne investering, som CSRD også kan ses som.