Fortsæt til indhold

Glem forudsigelserne for finansmarkederne

Hvert år ved nytårstid kommer der prognoser for næste års udvikling på finansmarkederne. Man gør klogt i at tage prognoserne med et gran salt.

Debat
Rune Wagenitz SørensenPartner, Miranova

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Rune Wagenitz Sørensen

Så er vi i gang med 2024, og jeg gør mig klar til aktiemarkedets urokkelige nytårstradition: Alle prognoserne om hvordan det vil gå med aktiekurserne det kommende år.

Vi vil få alvorstunge kommentarer fra forskellige analysechefer om inflation og vækst og klima og krig og fred og statsfinanser, som efter deres mening vil betyde, at aktiemarkedet det kommende år vil være presset eller lettet eller noget helt tredje.

Læg mærke til, at der efterhånden ikke er ret mange af dem, som stikker en konkret forudsigelse ud. Du kommer ikke til at læse nogen analytiker sige, at ”hos os i X-bank er vi stensikre på, at kurserne vil stige 10 procent i 2024. Vi er så sikre, at vi alle sammen har taget lån i både villa og sommerhus for at købe aktier, og vi opfordrer alle vores kunder til at gøre det samme.”

Tag forudsigelserne med et gran salt og husk, at det vil gå op, og det vil gå ned. Men mest op. Godt nytår!
Rune Wagenitz Sørensen

Der er ingen banker eller pensionskasser, der vil sige, at de har solgt rub og stub, fordi de mener, at kurserne vil falde. Nej, de vil sige noget med, at de er ”svagt undervægtet i aktier”. Eller ”overvægtet”, hvis de tror på kursstigninger. Nå det kommer til stykket, har de nok ikke selv så stor tillid til forudsigelser.

De undgår også helst forudsigelser så præcise, at de senere kunne blive holdt op på dem. En kunde sagde for nylig til mig, at hans professor fra studietiden havde underholdt med en renteprognose, som jeg her har omskrevet til aktier:

Jeg tror, at kurserne vil stige det kommende år. … Men det kan godt være, at de når at falde forinden,” sagde han.

Sådan har jeg det selv: Kurserne vil stige fremover, for virksomhederne tjener penge. Men de vil også falde undervejs. Nu må vi se, hvad der sker først.

Vi forventer, at aktieanalytikere siger noget om kursudviklingen. De ved udmærket, at den afhænger af mange, mange faktorer, som ingen kan forudsige. Men for præcis et år siden, i januar 2023, var der en kendt dansk aktieanalytiker, der konstaterede, at forventningerne til det nye aktieår – altså 2023 – var trykket af frygten for recession, og at nu ville investorerne holde mere øje med virksomhedernes indtjening. Derefter sagde han faktisk ret præcist, at man i hans bank ventede en recession i 2023, fordi der skulle en kraftig opbremsning til for at få inflationen ned. Og derfor ville den gode start på 2023 ikke fortsætte.

Nuvel – analytikeren fik både ret og uret. Den nærmest lodrette kursstigning i de første uger af 2023 fortsatte naturligvis ikke. Aktieindeksene bremsede op, og i foråret faldt de lidt. Så steg de lidt igen og bumlede videre gennem sommeren for så at tage et ordentligt efterårsdyk. Og så op igen – og så videre. Inflationen kom der styr på, og recessionen blev mikrolille.

Ingen i verden kunne have forudsagt den udvikling.

Så tag forudsigelserne med et gran salt og husk, at det vil gå op, og det vil gå ned. Men mest op. Godt nytår!

Artiklens emner
Privatøkonomi
Aktier