Tre trends vil dominere virksomhedernes digitalisering i år
Danske virksomheder står overfor et ekstraordinært spændende år, når det kommer til digitalisering. Og de, der formår at følge med, vil sikre sig en konkurrencefordel og komme sikkert ind i fremtiden.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Vi er trådt ind i et 2024, der bliver det helt store digitale implementeringsår for mange danske virksomheder, og særligt tre trends vil fylde meget - og blive fundamentet for videre succes.
Cybersikkerhed er blevet forretningskritisk for virksomheder af alle størrelser. Men rigtig mange SMV’er halter gevaldigt efter. Virkeligheden er desværre, at om man er EDC eller Chili Klaus, vil ondsindede hackere, malware eller virus være en trussel.
Og så er det altså i år - nærmere bestemt den 17. oktober, at EU’s NIS2 forordning har deadline. Den stiller krav til både virksomheder og myndigheder om en fælles høj cybersikkerhed på tværs af EU. Dermed skal over 1400 danske virksomheder implementere omfattende sikkerhedsforanstaltninger, som i høj grad går på at forebygge og minimere konsekvensen ved cyberangreb. Og lever man ikke op til kravene venter der bøder på op til 75 mio. kr eller 2 pct af virksomhedens omsætning.
Samtidig kan du som virksomhedsejer eller ansvarlige direktør miste retten til at lede en NIS2-virksomhed, hvis du én gang er blevet fundet personligt ansvarlig for brud på NIS2. Derfor vil NIS2 være en både stor og presserende byrde i 2024 – og det er sidste chance for at komme ud af starthullerne for mange virksomheder.
AI privacy og compliance
Kunstig intelligens (AI) er det nye superlokomotiv, som kan føre virksomheder ind i fremtiden. 2024 vil uden tvivl blive året, hvor AI bliver en del af danskernes hverdag på arbejdspladsen. Hos os selv er AI allerede blevet en del af håndteringen af vores kunders netværk, vores cybersikkerhedsløsninger samt i vores kundeservicesystemer.
AI kan effektivisere arbejdsgange, og løfte forretningen. Men samtidig er det vigtigt, at virksomheder stadigvæk har privacy og compliance for øje, hvis ikke man vil have myndigheder og sagsanlæg på nakken. Derfor vil vi se et helt nyt behov for regler, dokumentation og rapportering i parallelløb med implementeringen af AI.
Og på lovgivningsområdet har EU-Kommissionen også sat en linje med sit forslag kaldet AI Act. Det skal danske virksomheder have styr på, når de implementer AI – ellers risikerer man omkostningsfulde ændringer eller ligefrem tilbagerulninger.
Flere løsninger samles
I takt med digitaliseringen vil kompleksiteten også stige. Mange virksomheder oplever i takt med deres digitalisering at for mange leverandører komplicerer innovation, men også krisehåndtering. Derfor vil flere og flere virksomheder i 2024 samle digitale løsninger hos de få leverandører, der kan servicere hele kæden og skære igennem kompleksiteten.
Alt i alt står danske virksomheder overfor et ekstraordinært spændende år, når det kommer til digitalisering. Og de virksomheder, der først, sikrest og mindst komplekst kan følge med på de tre trends vil sikre sig en konkurrencefordel - og komme sikkert ind i fremtiden.

