Disse teknologiske tendenser skal virksomhederne holde øje med nu
AI-revolutionen vil rulle videre med øget kraft, virksomhederne skal tilpasse deres sikkerhed til en ny virkelighed, og green coding vil løfte ESG-indsatser. Det er nogle af de tendenser, virksomhederne står overfor.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Gennem mange år har AI været noget, der hørte fremtiden til, men i 2023 fik teknologien endelig sit helt store gennembrud. Som min kollega forleden sagde, oplever vi for første gang nogensinde, at toppen af virksomheder også efterspørger ny teknologi. Det er glædeligt, for der er ingen tvivl om, at teknologi har potentialet til at udbygge og styrke offentlige løsninger og danske virksomheders konkurrencefordel.
Selvom det forgangne år var fyldt med nye teknologier, er det måske endnu mere spændende at tage et kig i krystalkuglen og se på fremtidens teknologier og tendenser. Dog ved jeg også, at det altid vil være svært at ramme plet, men sammen med mine kolleger er her vores bud på, hvilke teknologier og tendenser, danske virksomheder skal holde øje med i 2024.
AI-bølgen bliver til en tsunami
Til trods for, at danske virksomheder allerede har fået øjnene op for AI, er det min klare forventning, at selve brugen af AI-løsninger vil stige voldsomt i det nye år. Dels på grund af mulighederne for at øge virksomhedens effektivitet ved automatisering og dermed mulighed for kortere time-to-market, øget kvalitet og reducerede omkostninger. AI-baserede løsninger vil også løbende blive forbedrede og tilbyde mere personaliserede produkter og tjenester. Jeg forventer også en større gennemsigtighed i forhold til, hvor AI-løsningens data kommer fra.
Dog er det vigtigt, at ledere i det offentlige og i danske virksomheder undersøger, hvor AI kan gøre en reel forskel, inden man sætter projekter i søen – ellers kan det hurtigt blive dyre lærepenge. Desuden skal virksomheder være opmærksom på, at deres AI-løsninger overholder både de juridiske og etiske regler. Fremover vil vi nemlig se omfattende AI-lovgivning, hvor EU’s AI-Act fra vil gælde fra 2026. Hvis virksomheder overtræder denne lovgivning, kan det i værste fald koste bøder på op til 35 mio. euro eller 7 pct. af virksomhedens årlige globale omsætning.
Hackerne får kamp til stregen
IT-sikkerhed bliver en fortsat meget vigtig teknologisk disciplin i 2024. Hackernes angrebsmetoder bliver mere sofistikerede og hyppigere, hvorfor danske virksomheder må forberede sig på langt flere angreb. Derfor er store virksomheder og organisationer tvunget til at arbejde endnu mere struktureret med IT-sikkerhed – både når systemer skal udvikles og vedligeholdes. Med ny teknologi kommer nye sikkerhedsfunktioner - særligt hvis virksomhedens systemer er i cloud. Dog kræver det, at virksomheden aktivt tager de relevante funktioner i brug.
Det er også mit bud, at AI i langt højere grad bliver en del af virksomhedens IT-sikkerhed.
Vi kommer heller ikke uden om, at en stor del af det offentlige - og ikke mindst danske virksomheder - i 2024 skal sikre, at de lever op til den nye NIS2-lovgivning, der træder i kræft til oktober. Ellers kan det koste store bøder. Dermed bør IT-sikkerhed være en af de højeste prioriteter på topledelsens bord.
Teknologi vil løfte virksomhedernes ESG-indsatser
Sidst men ikke mindst er jeg ikke et sekund i tvivl om, at bæredygtige IT-løsninger vil blive en del af topledelsens agenda. For omverdenen ønsker i stigende grad, at virksomhederne også bidrager til en grøn udvikling, og fra 2025 vil det også være et krav for en lang række danske virksomheder at rapportere om deres ESG-indsatser. Og teknologi kan hjælpe virksomhederne med deres grønne rejse.
Udover at virksomheder kan blive mere bæredygtige ved at vælge leverandører, der benytter vedvarende energi og vedtage en IT-hardwarestrategi, hvor virksomhederne i større grad opgraderer og reparerer hardware i stedet for at købe nyt, kan virksomheder også blive mere bæredygtige ved at bede deres leverandører om løsninger, der er langt mere bæredygtige end hidtil.
Det kan ske ved f.eks. at benytte sig af green coding, hvor man gennem kodning udvikler software og applikationer, der benytter mindre strøm, eller når der er grøn strøm i overskud på markedet, og derved reducerer energiforbruget og virksomhedens CO2-aftryk.
Teknologi udvikler sig hurtigere end nogensinde før. Og ovenstående tre tendenser er muligvis allerede forældede om et år. Uanset hvad er jeg overbevist om, at teknologi – også i 2024 – fortsat vil være katalysatoren i udviklingen af danske virksomheder og organisationer.



