Sådan får du dine sorte 1000-kronesedler sat i banken
Hav en forklaring klar, inden du står i banken, og hold fast i den. Det er opskriften på at parkere 1000-kronesedler.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Fagforeningen 3F har givet sine medlemmer råd om, hvad man IKKE skal sige, når man står ved skranken i banken med et bundt 1000-kronesedler, der gerne skulle ind på kontoen.
For eksempel skal man IKKE hakke sig gennem et langt eventyr om, hvor pengene kommer fra.
Sig i stedet med klar røst og fast blik: ”De er fra dengang, jeg solgte mine havemøbler på Den Blå Avis”. Eller: ”De er fra madrassen. Der trak de nemlig ikke negative renter”. Eller noget andet kort og klart. Jeg kunne for eksempel sige: ”Det er nogen, jeg har fået af min fætter Vagn i Bjerringbro. For en snescooter”.
Princippet er: Hav en forklaring klar og hold fast i den.
Set fra sidelinjen er 3F’s vejledning i, hvordan dét problem kan løses, finansiel rådgivning i jordhøjde.Anders Heide Mortensen
3F bringer rådet videre fra en økonom fra Forbrugerrådet, der så elegant som en schweizisk investeringsrådgiver understreger, at man naturligvis ikke skal lyve nede i banken. Uhada, nej. Herefter er det, at han oplister havemøbel-forklaringen og madras-forklaringen, og man kan også sige, at seddelbundtet er en arv, og der er meget.
Nogen kunne få den tanke, at 3F i virkeligheden spørger økonomen fra Forbrugerrådet om, hvad man stiller op med et bundt 1000-kronesedler, der er tjent på sort arbejde. Nogen kunne få den tanke, at det også er, hvad økonomen svarer på. Hvorfor ellers de detaljerede oplysninger om, hvor stort et beløb der kan indsættes via en pengeautomat, uden at der kan forventes spørgsmål fra banken?
Noget henad samme tanke har de fået i Finansforbundet, de bankansattes faglige organisation. Det får forbundsformandens ”pis i kog”, at 3F og Forbrugerrådet har lavet en opskrift på, hvad man skal sige ved skranken, hvis man vil indsætte et bundt af den pengeseddel, der bliver ugyldig 31. maj 2025. 3F og Forbrugerrådet burde i stedet have oplyst, at der kan komme spørgsmål. Mener Finansforbundet.
Men er det virkelige problem ikke et andet? Nemlig at den jævne mands vej til at tjene noget ekstra til ferien eller få råd til et kroophold går over at bruge lørdagen på at udskifte en anden mands tagrender, montere hans lamper eller ordne hans have – mod nogle penge i hånden. Den jævne mand m/k benytter hverken avanceret skatteoptimering eller udbyttebetaling til sig selv for at få mere at gøre med. Han laver nogle sorte penge. Og er pengene blevet udbetalt i tusindkronesedler, er der nu et problem.
Set fra sidelinjen er 3F’s vejledning i, hvordan dét problem kan løses, finansiel rådgivning i jordhøjde. Man skal naturligvis ikke lyve nede i banken, men man skal have løst sit problem – det er hovedsagen. Her giver økonomen fra Forbrugerrådet nogle kontante råd om, hvordan seddelbundtet bør italesættes ved skranken, hvor store beløb der udløser spørgsmål, og hvordan en kontantautomat kan bruges til at parkere 1000-kronesedler.
Nej, der er ikke meget hvid skjorte og slips over rådgivningen. Der indgår ingen skuffeselskaber i Luxembourg eller på Samoa i løsningen. Det er hverken avanceret eller kønt. Men det er opskriften.
Sort arbejde er ikke kriminalitet, det er kultur i Danmark. Af nogen omfattet med foragt, af andre med fuld accept.Anders Heide Mortensen
De bankansattes organisation er naturligvis ikke begejstret for, at landets største fagforening giver råd om, hvordan store seddelbundter kan trylles ind på en konto. Uden spørgsmål. De bankansatte fremstår jo som kontrollører, der lader den ene gratist efter den anden slippe ind i biografen – gratister, der har indøvet troværdige forklaringer om bortkomne billetter og børn, der er gået i forvejen.
Men bankansatte, I retter jeres forargelse mod de forkerte.
Sort arbejde er ikke kriminalitet, det er kultur i Danmark. Af nogen omfattet med foragt, af andre med fuld accept. Teknisk set skal enhver transaktion over skattevæsenet, absolut, sådan er loven, men over loven står altså kultur. Nogen kan udskifte tagrender eller montere lamper på en lørdag, andre vil gerne bytte med penge i hånden eller et kroophold med alt betalt. Vælg selv. Den form for byttehandel er i visse egne af Danmark så formaliseret, at der ligefrem findes listepriser på, hvad en lørdagsflittig elektriker, mekaniker eller vvs-mand honoreres med i timen.
Kultur er i andre lande noget andet. Min frisør, der har rødder i Tyrkiet, har fortalt mig om trætheden ved at være i en kultur, hvor man snyder. Butiksdrivende snyder med byttepenge, biludlejere snyder med depositum, der snydes til højre og venstre. Snydekulturen trætter ham i den måned om året, hvor han er i Tyrkiet og besøge familie.
Med en kultur som den danske følger sort arbejde, og med sort arbejde følger sorte penge. 3F har med eller mod sin vilje nu givet opskriften på, hvordan de kommer i banken.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk


