Fortsæt til indhold

Erhvervsorganisationer: Sidestil søskende fuldt ud i gave- og arvesager

Det er både rigtigt og rimeligt, hvis den kommende lovændring om arveafgift munder ud i, at søskende og disse får fuld ligestilling, når det kommer til afgifter på både arv og gaver.

Debat
Carl Andersen, Jacob Bræstrup, Maria Eun Elkjær, Benedikte Boisen Rolighed, Maria Elisabeth Kjæsgård-Jensen og Kasper Munk RasmussenHhv. konsulent i Dansk Erhverv, skattepolitisk chef i Dansk Industri, fagchef i FSR - danske revisorer, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, økonom i Tekniq Arbejdsgiverne og chefkonsulent i SMVdanmark

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

De fleste betragter deres søskende som en del af den nære familie. Sådan er det dog desværre ikke, når det kommer til de eksisterende regler for afgift på arv og gaver. Derfor vil gaver mellem søskende (ud over almindelige lejlighedsgaver) blive beskattet med almindelig indkomstskat, svarende til ca. 50 pct. af gaven, hos modtageren. Og derfor vil arv efterladt til en søster eller bror blive beskattet med op til 36,25 pct. fremfor med de maksimalt 15 pct., som anden nær familie skal betale. Det er grundlæggende en urimelighed, som der nu heldigvis gøres noget ved.

Som led i aftalen om en reform af personskatten blev et bredt flertal i Folketinget nemlig enige om at sænke arveafgiften for søskende til samme niveau som gælder øvrige nære familiemedlemmer. Lempelsen får effekt fra 2027 og vil blandt andet gøre det muligt for søskende at videreføre en fællesejet familievirksomhed, hvis den ene søskende pludselig dør.

Aftalen efterlader dog fortsat en retstilstand, som på nogle punkter er både urimelig og ulogisk:

For det første gælder ligestillingen kun ved arv og ikke for gaver, herunder f.eks. arveforskud eller ved generationsskifte af en virksomhed i levende live. Hvis en søskende giver sin andel af familievirksomheden til en anden søskende, mens de begge er i live, skal der fortsat betales indkomstskat af værdien heraf. Det samme vil gælde enhver gave mellem søskende ud over lejlighedsgaver. Det er en urimelig forskelsbehandling, som vil afskrække mange fra at foretage sådanne dispositioner.

Vi opfordrer aftalepartierne til at benytte lejligheden til at justere lovforslaget, så det sikrer en reel ligestilling af søskende – og disses børn - med andre nære familiemedlemmer.

For det andet gælder lempelsen kun for arv til søskende og ikke til deres børn eller børnebørn. Det betyder, at hvis man begunstiger en nevø eller niece via arv, skal de fortsat betale arveafgift på op til 36,25 pct. Konsekvensen er en stigende kompleksitet i bo- og gaveafgiftsloven, stik mod regeringens ambition om regelforenkling. Ikke mindst fordi der for få år siden blev indføjet en særregel for barnløse, der tillader generationsskifte af en erhvervsvirksomhed til søskendes børn og børnebørn til 15 pct. i bo- og gaveafgift.

For det tredje ved vi, at de økonomiske konsekvenser ved at gennemføre denne ligestilling konsekvent er yderst begrænsede. Skatteministeriet har i 2023 skønnet, at skattetabet ved at ligestille søskende med øvrige nære familiemedlemmer – både hvad angår arv og gave – kun udgør ca. 30 mio. kr. Det er præcist det samme beløb, som er afsat i den skattepolitiske aftale, og det kan umuligt koste meget mere at udvide ligestillingen til også at omfatte nevøer, niecer og deres eventuelle børn. Om nødvendigt kan pengene findes indenfor aftalens samlede økonomiske ramme.

Vi anerkender at den indgåede aftale om reform af personskat kun omtaler arv til søskende. Vi er dog af den opfattelse, at den politiske intention reelt må være en ligestilling af søskende – og deres børn – med anden nær familie i hele bo- og gaveafgiftsloven, og ikke en meget snæver lempelse i boafgiftssager.

Nu er lovforslaget, som udmønter aftalen, i høring. Vi opfordrer aftalepartierne til at benytte lejligheden til at justere lovforslaget, så det sikrer en reel ligestilling af søskende – og disses børn - med andre nære familiemedlemmer. Både hvad angår arv og gave. Det tror vi, at de fleste danskere vil finde rimeligt.

Artiklens emner
Skattepolitik
Skatter og afgifter