Fortsæt til indhold

Genanvendelse i en ny æra: Spillets regler skal balanceres

Virksomheder inden for genanvendelse er underlagt en overvældende mængde regulering, der ofte kan hæmme evnen til at innovere. Samtidig står producenter, hvis produkter ender i vores anlæg, over for langt færre krav, skriver Genans topchef.

Debat
Poul Steen RasmussenGroup CEO hos Genan A/S

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Poul Steen Rasmussen

I takt med, at verden står over for stigende miljøudfordringer, har behovet for effektiv og innovativ genanvendelse aldrig været mere presserende. Men alligevel er det, som om regler og dokumentationskrav er vigtigere end selve genanvendelsen.

For at vi og lignende virksomheder skal kunne udføre vores opgave mere effektivt, er det afgørende, at vi har et spillerum, der fremmer innovation og praktisk implementering af genanvendelsesteknologier over bureaukrati og et evigt dokumentationskrav.

I dagens lovgivningslandskab møder genanvendelsesvirksomheder som vores en overvældende mængde af reguleringer og krav. Disse regler er vigtige for at sikre ansvarlighed og miljøbeskyttelse, men de kan ofte virke begrænsende og hæmme vores evne til at innovere. Samtidig står producenter, hvis produkter ender i vores anlæg, over for langt færre krav.

Dette skæve forhold skaber en ubalance, der ikke kun hæmmer genanvendelsessektoren, men også vores kollektive bestræbelser på at opnå en mere bæredygtig verden. Det er træls, for at sige det på godt jysk, men også mere end det - det er dumt.

Vi står som samfund over for en kolossal opgave – at transformere vores samfund til et bæredygtigt kredsløb, hvor affald bliver til en ressource.
Poul Steen Rasmussen

Hvis vi virkelig ønsker at fremme genanvendelse, skal vores politikere her og i EU omfavne et mere afbalanceret lovgivningsmiljø. Dette indebærer strengere krav til producenter om at designe produkter med genanvendelse for øje – hvad vi kan kalde ”eco-design”.

I denne forbindelse er EU’s igangværende arbejde med et direktiv, der kommer til at omfatte et såkaldt digitalt produkt-pas, et skridt i den rigtige retning. Produkt-passet vil øge gennemsigtigheden om produkters indhold og livscyklus, hvilket giver os i genanvendelsesbranchen bedre forudsætninger for at håndtere dem effektivt. Så langt så godt.

Desuden bør man i højere grad se på genanvendelsesvirksomheder som partnere i rejsen mod bæredygtighed, snarere end blot som rengøringspersonale, der rydder op efter produktionen. Vi er innovatører, der konstant søger nye metoder til at genbruge materialer på måder, der gavner både miljøet og økonomien - og I har brug for os.

Men vores hænder er ofte bundet på grund af uforholdsmæssigt strenge reguleringer, der ikke matcher de krav og forventninger, som stilles til producenterne.

Vi står som samfund over for en kolossal opgave – at transformere vores samfund til et bæredygtigt kredsløb, hvor affald bliver til en ressource. For at nå i mål er det afgørende, at vi skaber en lovgivningsmæssig ramme, der belønner innovation og bæredygtigt design hos producenter, samtidig med at vi giver genanvendelsesvirksomheder rum til at udvikle og implementere banebrydende teknologier.

Derfor en opfordring: Vi nærmer os Europa-Parlamentsvalget, og vi opfordrer kandidaterne på tværs af partiskel til at inkludere dette emne som en central del af deres kampagner. Lad os arbejde sammen om at skabe en fremtid, hvor genanvendelse ikke er en byrde, men en bæredygtig og lønsom del af vores økonomi.

Lad os ikke glemme, at når vi taler om genanvendelse, taler vi ikke kun om at redde os selv fra lidt irriterende affald. Vi taler om at skabe et sundere og mere bæredygtigt samfund for fremtidige generationer.

Vi taler kort sagt om fremtidens minedrift, som ikke længere vil basere sig på udvinding af råvarer fra moderjord, men derimod på alle de produkter vi allerede omgiver os med og som på et tidspunkt ikke længere tjener deres oprindelige formål.

Derfor er det på tide, at vi balancerer lovgivningen og spørger os selv: Er det producenterne, der skal tænke genanvendelse ind i deres produktion, eller er det de, der genanvender, der skal stå med ansvaret for at finde på, hvad dælen vi nu gør med deres affald? Vi hjælper gerne, men balancen skal være der.

Artiklens emner
Genbrug
EU