Bæredygtighed: Ja til fælles EU-krav - nej til dyr skrivebordsøvelse
Mange danske virksomheder omfattes af EU's nye CSRD-rapportering af bæredygtighed fra i år. Jeg frygter, at den tid, der bruges på rapporteringen, bliver taget fra arbejdet med at forbedre indsatsen på bæredygtighedsområdet.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I år skal flere danske virksomheder steppe op for deres rapportering om bæredygtighed i overensstemmelse med EU’s nye direktiv om bæredygtighedsrapportering, CSRD. Selvom vores virksomhed først bliver underlagt disse krav om et par år, havde vi oprindeligt planlagt at påbegynde rapporteringen allerede i år. Desværre har vi måttet opgive den ambition. Og jeg er faktisk også i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kan betale sig at bruge ressourcer på det.
I CSRD-rapporteringen skal man indsamle op mod 1.100 nye datapunkter relateret til klimaaftryk, biodiversitet og social ulighed – og det er en ekstremt ressourcekrævende opgave. Det bliver imidlertid næsten umuligt for mindre virksomheder, hvor måske kun få medarbejdere beskæftiger sig med bæredygtighedsrapportering, især når retningslinjerne er så uklare som de er nu.
Uanset virksomhedens størrelse er der behov for en grundig guide og nogle klare retningslinjer, som vi kan læne os op ad.Sara Løppenthin Stendevad
Uklarheden gør ikke kun processen sværere, men truer også med at gøre rapporteringen til en skrivebordsøvelse. Og jeg frygter, at den tid, der går med at rapportere, bliver taget fra arbejdet med netop at forbedre virksomhedernes indsats på bæredygtighedsområdet.
For stor en mundfuld for mange
Jeg anerkender behovet for nogle fælles standardiserede krav, når det kommer til at rapportere på bæredygtighed. Det er en rigtig god idé med et rammeværktøj, der gør det muligt at sammenligne. Desværre er der bare stadig så tydelige mangler i rapporteringen, at jeg forestiller mig, at mange kommer til at kaste håndklædet i ringen og i stedet tager bøden eller rapportere ufuldstændigt – især blandt de mindre virksomheder, der har færre ressourcer til at løfte opgaven. Og det er en rigtig ærgerlig start.
Uanset virksomhedens størrelse er der behov for en grundig guide og nogle klare retningslinjer, som vi kan læne os op ad. Ellers risikerer vi, at rapporterne bliver for forskellige til, at vi kan sammenligne på tværs – og det er jo en del af formålet med rapporteringen. De retningslinjer findes ikke endnu, og det er et problem. For mange skal indsamlingen af data nemlig begynde nu, hvis man da vil undgå at bestige et bjerg af data, når den egentlige rapport skal udformes i slutningen af 2024.
Hvordan undgår vi en ren skrivebordsøvelse?
Hvis rapporteringen skal blive mere end en skrivebordsøvelse, er det nødvendigt, at vi virksomheder får klare guidelines og forbedret vejledning til at gennemføre rapporteringen – og så er det vigtigt, at virksomhederne er overbeviste om, at resultatet af rapporteringen retfærdiggør den investerede tid. Især da denne tid ellers kunne have været anvendt på initiativer, der skubber virksomheden i en mere bæredygtighed retning.
Jeg har fire konkrete forslag, jeg håber, man vil tage til sig i EU-apparatet, herunder kommissionen og EFRAG (European Financial Reporting Advisory Group), som udarbejder rapporteringsstandarder:
- Få udarbejdet klare guidelines: Klare guidelines er afgørende, da der er behov for øget gennemsigtighed om, hvordan virksomheder skal håndtere rapporteringen. Tydelige retningslinjer ville lette processen og få flere virksomheder ombord på CSRD-rapporteringen, da de vil have et klart og struktureret grundlag at følge. Det, vi har at arbejde med i dag, tager i højere grad udgangspunkt i afsenderens ønske end virksomheders virkelighed og samfundets behov.
- Sikr mulighed for vejledning: De instanser, der skal vejlede virksomhederne i rapporteringsprocessen, er på lige så bar bund som virksomhederne. Myndigheder som Erhvervsstyrelsen er ikke gearet til hverken at vejlede fyldestgørende eller føre tilsyn. Når der stilles krav fra EU’s side, bør det gøres med en bevidsthed om, at det tager tid at implementere, og at det kræver ressourcer. Senest hørte jeg EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S) udtale, at ”virksomhederne ikke skal komme rendende med krav om undtagelser for det ene og andet” – det gælder også den anden vej.
- Værdien med CSRD-rapportering skal veje op for de ressourcer, det kræver: Som det ser ud nu, er outputtet stadig for uklart i forhold til, hvordan man måler på rapporteringen. Det er afgørende for virksomhederne, at de investerede ressourcer i rapporteringsprocessen er godt givet ud, og at outputtet er klart og meningsfyldt. Det sikrer, at rapporteringen ikke blot bliver en tidskrævende opgave, men faktisk bidrager til værdiskabelse. I dag er det svært at forestille sig, hvordan op mod 1.100 datapunkter skal udgøre et overskueligt sammenligningsgrundlag på tværs af virksomhederne – både i Danmark og i EU. Vi skal naturligvis have sådan et grundlag, men måske skulle man starte med lidt færre datapunkter, indtil de omkringliggende instanser, såsom som guidelines og vejledning, er på plads.
- Tættere dialog med virksomhederne: Øget dialog mellem dem, der udformer kravene og virksomhederne, der skal rapportere efter dem, er afgørende for at sikre meningsfuld og effektiv bæredygtighedsrapportering. Et tættere samarbejde vil give indblik i virksomhedernes udfordringer, muliggøre løbende tilpasninger af kravene og sikre klare retningslinjer. Det vil fremme gennemsigtigheden og en mere smidig implementeringsproces, hvilket både er til gavn for virksomhederne og samfundet. Virksomhederne er nødt til at blive hørt i løbende processen, ikke bare til start og slut, for at rammerne skal blive brugbare.
Indtil der forhåbentlig kommer mere præcise retningslinjer, fastholder jeg holdningen: Ja tak til rapporteringskrav i det omfang, det skaber værdi, og nej tak til et overforbrug af ressourcer, der kunne bruges på faktisk at gøre en bæredygtig forskel.
