Gamle arbejdsgange spænder ben for kunstig intelligens i HR-afdelingen
Mange HR-afdelinger hænger fast i forældede arbejdsgange, hvor de forsøger at administrere og holde styr på medarbejderne i diverse dokumenter, der manuelt skal opdateres.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Vi har et arbejdsmarked i Danmark, hvor der er mangel på hænder og rift om de rette kompetencer. Af den årsag ser vi, at markedet for kompetenceudvikling og opkvalificering tordner frem og omsætter for flere milliarder om året. Det hænger sammen med, at flere og flere virksomheder gør en stor indsats for at fastholde og sikre sig højt kvalificeret arbejdskraft.
Kompetenceudvikling er med andre ord på rekordtid gået fra nice to have til need to have.
Til trods for dette hænger mange HR-afdelinger fast i forældede arbejdsgange, hvor de forsøger at administrere og holde styr på medarbejdernes kompetenceudvikling og leverandøraftaler i diverse dokumenter, der manuelt og løbende skal opdateres. Hvis du har 500 medarbejdere, er det mildest talt noget af et bjerg at bestige. Mange virksomheder drager simpelthen ikke nytte af de konkrete værktøjer, der er til at administrere, automatisere, realisere og dokumentere medarbejdernes eksisterende kompetencer og behovet for ny viden.
Læg dertil fremkomsten af kunstig intelligens (AI), som transformerer og effektiviserer virksomheder på tværs af brancher i øjeblikket. AI giver særligt HR en helt unik mulighed for at forbedre effektiviteten og innovationen i deres måde at arbejde med kompetencemapping. Forestil dig en situation, hvor kunstig intelligens kan identificere de mest kvalificerede medarbejdere til specifikke opgaver baseret på deres dokumenterede færdigheder og erfaringer. HR-medarbejderen kommer til at spare oceaner af tid.
Det er dog kun muligt, hvis det sikres, at AI har adgang til velstrukturerede og relevante data om virksomhedens kompetencer. Og det er langt fra tilfældet i øjeblikket. I dag er intern viden spredt ud over utallige platforme og dokumenter. Så når HR-medarbejderen skal søge efter kompetenceinformation, går det gennem SharePoint, Excel-ark, e-mails og interne kommunikationskanaler. Det gør processen både tidskrævende og ineffektiv, men det gør det også vanskeligt for AI at operere effektivt.
For som de fleste ved, er nøglen til succes med AI, at man stiller de rigtige spørgsmål og fodrer den med korrekte, valide og strukturerede data.
For at løse denne udfordring, skal danske virksomheder tage nogle helt konkrete skridt: Udarbejde en klar strategi og målsætninger for, hvordan AI kan udnytte virksomhedens kompetencer, fastsætte specifikke målsætninger for AI’s bidrag til virksomheden, og nedsætte en tværfaglig arbejdsgruppe for at sikre, at kompetencedata er korrekt dokumenteret og tilgængelig.
Det vil i min optik ikke kun bidrage til, at virksomhederne forbedrer deres effektivitet og produktivitet, men også styrke deres innovation og konkurrenceevne på længere sigt.
Det er på høje tid, at vi anerkender og udnytter denne ressource fuldt ud. AI er ikke blot en teknologisk bedrift; det er et redskab, der, når det fodres med de rette data, kan transformere måden, vi arbejder på, til det bedre.



