Sådan håndterer man et brokkehoved
Brok er ikke bare brok. Mød Ungbrokkeren, Træpanden, Betvivleren og Det Miskendte Geni.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Jeg kendte engang en hund, jeg kaldte Mis.
Mis var på bunden en god hund. Sød. Men Mis havde en dårlig karakteregenskab: Den var et brokkehoved. Når man på et tidspunkt ikke orkede at lege kaste-pind mere, brokkede Mis sig højlydt. Først ved at sige vovvov, så ved at knurre, til sidst ved at parkere tænderne i ens arm.
Brokkehovedet som persontype er blandt andet beskrevet af psykoanalytikeren Manfred F. R. Kets de Vries i artiklen ”Managing a Chronic Complainer”, og vil man have kvikløsningen på håndtering af en brokkende medarbejder, har advokatfirmaet Accura lavet et flowdiagram til formålet.
Men er løsningen virkelig så enkel, at man bare skal formane brokkehovedet om at holde op med sit brok? Jeg tvivler. Det hjalp i hvert fald ikke på Mis.
Brokkehovedet som type er ofte fremstillet som en moden mand med buskede øjenbryn og fire centimeter lange hår strittende ud af næsen. Fra sin lænestol vrisser han af tidens tåbelighed, så konen efterhånden har taget permanent ophold i haven om sommeren og køkkenet om vinteren.
Hvis man holder møde med eller har besøg af et potentielt brokkehoved, bør man sætte sig med udsigt til et foderbræt.Anders Heide Mortensen
Dét billede passer bare kun på et udsnit af brokkehoveder. Det passer for eksempel ikke på Ungbrokkeren.
Ungbrokkeren har allerede i 20’erne eller først i 30’erne indset, hvordan det meste hænger sammen, og nu fortæller han sin omverden, hvor dum den er.
Ungbrokkeren er på grund af sit utrolige klarsyn stort set holdt op med at tage imod indtryk - det er ikke nødvendigt, når nu verden er gennemskuet. Han fylder rummet omkring sig med brok, brok, brok over andre menneskers mangel på fatteevne og filosoferen over ting, der er i-n-d-l-y-s-e-n-d-e.
Senere i livet kan en Ungbrokker udvikle sig til en såkaldt Træpande. Træpanden er efter nogle års vrissen nået frem til, at verdens tåbelighed kan henføres til helt bestemte grupper mennesker.
For eksempel: Landmænd, djøffere, socialdemokrater, biologer, milliardærer, muslimer, venstrefolk og storbymennesker, der kører i en stor firehjulstrækker. Træpanden overvåger vagtsomt, hvad dagen byder på af pip fra ikke-ligesindede, og SÅ hugger han til med en kaskade af brok over naivitet, egoisme og/eller fordrejning af fakta.
Billedet passer heller ikke på Betvivleren. Betvivleren er et brokkehoved, der udfolder sig ved at stille spørgsmål. Til alt.
På afstand kan det minde om nysgerrighed, men det er brok, for alt spørgeriet til afdelingsmødet, strategiseminaret eller generalforsamlingen er drevet af mistro, og svarene bekræfter blot betvivleren i, at han/hun er på rette vej. Autoriteten for enden af mødebordet eller oppe på podiet burde ikke sidde for enden af mødebordet eller stå på podiet. Af forskellige grunde. Sommetider af en grund, som Betvivleren ikke siger højt: At autoriteten er mand, kvinde, djøffer, landmand, socialdemokrat, biolog, venstremand eller noget ottende, der ikke behager Betvivleren.
Endelig har vi Det Miskendte Geni, som bestemt ikke behøver at have fire centimeter lange hår strittende ud af næsen. Og som Ungbrokkeren, Træpanden og Betvivleren kan Det Miskendte Geni være det mest behagelige, generøse og gæstfrie menneske at være sammen med. Virkelig. Når han/hun altså IKKE er i brok-mode.
Det Miskendte Geni er modsat Ungbrokkeren og Træpanden konstant i gang med at udforske verden og gør hele tiden nye opdagelser. Desværre er opdagelsen hyppigt, at Det Miskendte Geni har set mønstre og trusler, som medierne og det politiske system ikke har opdaget – og lytte vil de ikke.
Hvordan håndterer man så et brokkehoved? Manfred F. R. Kets de Vries har nogle bud. Jeg har ét: Afled og konfrontér.
Hvis man holder møde med eller har besøg af et potentielt brokkehoved, bør man sætte sig med udsigt til et foderbræt. Når det så trækker kraftigt op til brok, udbryder man: ”Hov, der landede da vist en rødspætte!” Den bemærkning vil dreje snakken hen på forskellen mellem rødspætter og flagspætter og hvilken af de to arter, der egner sig bedst til panering.
Lykkes afledning ikke, går du til konfrontation. Spørg midt i kaskaden af brok:
”Vil du påstå, at du i en alder af 16/19/28 år har gennemskuet, hvor enkelt noget forholder sig? Ene mand/kvinde? Og at det er landmænd/biologer/venstremænd/djøffere/socialdemokrater, der bærer hele skylden? Og at beviset er, at du efter at have stillet spørgsmål efter spørgsmål stadig ikke tror på den person, der besvarer dem?”
Held og lykke.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk
