Kina opretholder luftigt vækstsignal
Kinas folkekongres har annonceret et vækstmål på 5 pct. Det er ikke uopnåeligt, men forekommer højt i lyset af økonomiens aftagende potentiale. Derfor er signalet uhensigtsmæssigt.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Tidligere på måneden samledes Kinas Nationale Folkekongres, formelt Kinas højeste statslige organ. Forårsmødet i folkekongressen bruges bl.a. til at tilpasse retningen i landets politik i forsøget på at opfylde de overordnede mål, som Kina fastsætter i sine femårsplaner.
Her udstikkes signalerne for mere kortsigtede politiske initiativer, som ofte er en reaktion på, at virkeligheden har udviklet sig anderledes end forudsat.
Reelt fungerer folkekongressen mest som et gummistempel, da præsident Xi har koncentreret magten i en ganske snæver gruppe omkring sig. Kongressens møde bruger regeringen også til at signalere, hvilket vækstniveau ledelsen sigter efter – denne gang 5 pct. som i 2023.
Kina kan ikke trodse økonomiske naturlove eller planlægge sig til vækst efter forgodtbefindende.Frederik Engholm
En vækst på 5 pct. i 2024 er langtfra uopnåelig. Regeringen har værktøjer, som gør, at den nemmere end andre regeringer kan skaffe sig (næsten) den vækst, den ønsker sig på kort sigt. Det kan den via udbredt ejerskab af semistatslige virksomheder og banker i Kina og omfattende kontrol over meget af den resterende kinesiske økonomi.
Men Kina kan ikke trodse økonomiske naturlove eller planlægge sig til vækst efter forgodtbefindende. Landet kan via strategiske satsninger i f.eks. elbiler skabe sig førerpositioner. Men om det er satsningen værd at støtte de kinesiske elbilproducenter massivt, er langtfra sikkert. De samme midler kunne måske være investeret mere lukrativt på anden vis. Den vurdering afhænger selvfølgelig også af Vestens modsvar.
Kinas økonomiske model gør det nemmere at stimulere sig til kortsigtet vækst i perioder, hvor dele af økonomien halter. Men det kan forstærke strukturelle ubalancer. Kinas ejendomssektor har f.eks. store problemer. Krise og konkurser blandt de allerstørste spillere har lagt sektoren ned og sat spor i det finansielle system.
Kina har indtil videre haft succes med at inddæmme de problemer, men det ændrer ikke ved, at landet mangler sin vigtigste vækstmotor. En anden motor har været infrastruktur. Investeringer i infrastruktur har medvirket til at skabe en – Kinas velstandsniveau taget i betragtning – ekstraordinært avanceret infrastruktur. Intet land kan f.eks. bryste sig af et tilsvarende imponerende netværk af højhastighedstog.
Man kan dog spørge sig selv, om et så udbygget netværk er nødvendigt eller meningsfuldt, eller om nogle af investeringerne kunne være foretaget bedre? Et biprodukt af den måde, Kinas infrastruktur har blomstret på, er heftig gældsætning i Kinas regioner.
Det er endnu et uholdbart element i Kinas økonomiske model, som taler for fornuften i lavere, men mere holdbare vækstambitioner. Salg af land til ejendomsprojekter har tidligere finansieret investeringerne. Men med krisen i ejendomssektoren viser det reelle underskud sig i regionerne – og i sidste ende i statsbudgettet.
Oveni kommer en forværret geopolitisk situation, som påvirker Kinas udenrigshandel og Vestens lyst til at investere i Kina. De direkte udenlandske nettoinvesteringer er på et par år svækket massivt. At Kinas statistikbureau samtidig i stigende grad sløjfer antallet af nøgletal, som kan bruges til at evaluere økonomiens tilstand, vidner ikke om stor selvtillid. Og behovet for at skjule udviklingen kan vel bedst tolkes som usikkerhed hos Xi Jinping.
Vækstmålet er løbende blevet nedjusteret. Målsætningen lå på 7 pct. i slutningen af 2010’erne, på 6-6,5 pct. inden coronakrisen og altså på 5 pct. i dag. Men nu som dengang er målsætningen for høj, og Kina må bruge uholdbare drivkræfter for at holde væksten oppe. Landets underliggende økonomiske potentiale ligger sandsynligvis lavere.
Kinas udfordringer tæller foruden overinvestering, misallokering af kapital og kraftigt stigende gæld også demografien. Det sidste betyder allerede nu faldende arbejdsstyrke, men potentialet til at rykke folk fra land til by er ikke opbrugt, så den udfordring er måske knap så alvorlig endnu.
Skulle Kina sætte et holdbart vækstmål, ligger det nok under 4 pct., og det vil falde fremadrettet. Risikoen ved for høje vækstmål er, at regeringen må ty til uhensigtsmæssigheder med negative langsigtede konsekvenser for at opnå dem. Den grimme krise i ejendomssektoren er netop et resultat af det.
