Fortsæt til indhold

AI er et venskab, der skal bygges op fra bunden

Når det gælder kunstig intelligens, skal der tages ét skridt af gangen. Men tag stilling og udstik en plan for hvilke områder, der giver mening at starte ud på.

Debat
Martin Blicher Sawhneyadm. direktør i Junu.io

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Martin Blicher Sawhney, er adm. direktør i Junu.io

Udviklingen inden for kunstig intelligens (AI) går ufatteligt stærkt. Og derfor er det ofte svært som virksomhed at opbygge den modenhed, der skal til for, at man kan anvende teknologien til at skabe reelle resultater.

Men selvom det går stærkt, og AI allerede nu har vundet indpas hos utallige danske virksomheder, vil der dog trods alt gå nogle år, før teknologien når sit fulde potentiale. Så for dem, der endnu ikke har sat sig helt ind i hele AI-mystikken; frygt ej, I kan stadig nå det.

Når det er sagt, skal man heller ikke læne sig for meget tilbage i kontorstolen. For udrulningen venter ikke på dig. Derfor er det som med alle andre forretningsmæssige henseender rigtig godt at have en plan. Og hvordan sådan en plan konkret skal se ud, er forskelligt for alle virksomheder. Men med et følgende fem råd og kneb er man allerede langt:

  1. Start med små skridt og store ambitioner: Som med al form for software skal AI implementeres ordentligt for overhovedet at have en positiv effekt. Ellers bliver det bare en tidssluger, som giver mere frustration end overskud. AI behøver ikke være primus motor for jeres virksomhed i morgen.
    Start derfor med projekter, der er håndgribelige og overskuelige. Det kan være alt fra at automatisere simple opgaver til at indsamle data, simple churn-analyser på kunderne, bedre kundeforståelse eller brugen af generative AI-værktøjer til udarbejdelse af mails og andet tekstmateriale.
  2. En AI-klar organisation kræver struktur: Det at opbygge en AI-klar organisation kræver mere end blot teknologi; det kræver et skift i tankegang og arbejdsmetoder. Det er nemlig let at smide Co-Pilot oven på virksomhedens samlede data. Men hvem må egentlig se hvad? Salgstal, omkostninger, sygefravær, lønninger - ja, listen er lang.
    At implementere en ordentlig sikkerhedsmodel, som tager højde for de ledelsesmæssige retningslinjer for hvem, der skal kunne tilgå en bestemt information, kræver struktur, orden og regler i de bagvedliggende data. Jeg forventer, at vi kommer til at høre om utallige eksempler på medarbejdere, som har fået utilsigtet dataadgang via AI-implementeringer.
    Det er derfor vigtigt at have overvejet sin organisations modenhed til den her form for fornyelse. For måske har man de rette teknologiske værktøjer i orden - men det afgørende er, at hele organisationen er forberedt og motiveret, og ikke mindst trænet i at arbejde med nye systemer. En mulighed er at udpege et par ansatte til at gå all-in i at eksperimentere og lege med AI-teknologi - og dermed opbygge kompetencer og indsigt i muligheder og begrænsninger for virksomheden og dens medarbejdere.
  3. Ikke være en first mover: Medmindre det altså handler om din kerneforretning og primære konkurrencefordele. For dem af jer, der først lige har dyppet tåen i AI-havet, er det vigtigt at huske, at man ikke behøver være den første for at blive den bedste. AI kan hjælpe alle steder i organisationen, men vær ikke bange for at lade andre virksomheder tage udviklingsomkostningerne og begå de klassiske first mover-fejl i udviklingen og implementeringen. Hold dig gode venner med relevante netværk og konsulenthuse, som har fingeren på pulsen. Så skal du nok finde ud af, hvornår de forskellige teknologier er modne nok til en simpel implementering.
  4. Styr på data: AI er så kraftfuld som de data, den fodres med. Hvis man ikke kan fodre med de rette data, er det ligesom at koble sin benzinbil til en elstander. Og en dyb forståelse og styring af din virksomheds data er essentiel for at udnytte AI’s fulde potentiale.
    For at forstå dataene, er det afgørende at have en effektiv styring og organisering af dem. Derfor skal man som virksomhed sikre, at dataindsamlingen er omfattende og præcis, samt at data er organiseret på en måde, der gør dem let tilgængelige og brugbare for bl.a. AI-systemer. Det er nødvendigt for, at AI-systemer kan analysere og anvende disse data hurtigt og præcist og dermed træffe gode beslutninger og drive innovation. Effektiv datahåndtering sikrer dermed, at man undgår problemer såsom data-siloer, hvor vigtige informationer er isolerede og utilgængelige - og dermed værdiløse.
  5. Vær realistisk: Implementering af kunstig intelligens er ikke en hurtig proces. Det kræver en betydelig tidsinvestering, ikke kun i form af selve implementeringsfasen, men også i forberedelsen, testningen og løbende vedligeholdelse og opdatering af AI-systemerne. Desuden kræver det en væsentlig økonomisk investering. Udgifterne er ikke begrænset til indkøb af software, de inkluderer også udgifter til uddannelse af medarbejdere, integration i eksisterende systemer og infrastruktur, og eventuelle løbende licensgebyrer. Vær realistisk og start planlægningen nu.

Så kort sagt er min pointe; tag ét skridt af gangen. Men tag stilling, og lav en plan for hvilke områder, der giver mening at starte ud på. For AI kan muligvis blive din bedste ven, men venskabet skal bygges ordentligt op først.

Artiklens emner
Kunstig intelligens
Ledelse