Lad os hive milliardprofitten ud af arbejdsskader
Tænk hvis vi kunne investere milliarder i forebyggelse af arbejdsskader i stedet for at polstre forsikringsselskabernes bugnende pengetanke? Et forslag, der ligger på beskæftigelsesministerens bord, vil potentielt gøre det muligt.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Arbejdsskader er en god forretning. Hvert år indbringer arbejdsgiveres lovpligtige arbejdsskadeforsikringer over 4 milliarder kroner i præmieindtægter hos de kommercielle forsikringsselskaber.
Derfor har det også vakt opstand i forsikringsbranchen, at beskæftigelsesministeren for nylig er blevet foreslået at monopolisere markedet hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), som administreres af ATP. Formålet er at forkorte sagsbehandlingstiderne i det noget tilsandede arbejdsskadesystem.
Forsikringsbranchen slår sig i tøjet, for vi har jo et velfungerende marked i dag, lyder det. Bl.a. fordi der er indbygget økonomiske incitamenter til at forebygge arbejdsskader. Men intet står i vejen for, at der i AES-modellen også er et princip om at ’forureneren betaler’, så det er dyrere at have mange arbejdsskader blandt sine ansatte.
I HK Privat har vi tidligere foreslået ét fælles arbejdsskadesystem. Det har vi af flere årsager.
For det første er der svulmende profit i arbejdsskadeforsikringerne, og det er i dag fuldstændig uigennemsigtigt, hvor stort markedet egentlig er. Tænk hvis vi i stedet for at polstre forsikringsbranchens pengetanke kunne investere mere i forebyggelse, så færre mennesker bliver ramt af en arbejdsskade?
Det vil være billigere for arbejdsgiver, når den lovpligtige arbejdsskadeforsikring betales automatisk som en del af ATP-bidraget, og nemmere fordi administrationen og processen med at tegne forsikringen forsvinder. Derudover vil dem, der måtte være så uheldige at blive ramt af en arbejdsskade, opleve et mere enkelt system, og vi vil have al data om arbejdsskader samlet ét sted.
Sidst men ikke mindst ville vi vinke farvel til et problem, som i dag ikke får meget opmærksomhed. Nemlig at flere og flere arbejdsskadesager ender i opslidende tvister, fordi forsikringsselskaberne i stigende omfang stævner Ankestyrelsen, når de er utilfredse med afgørelser i arbejdsskadesager. Resultatet er, at både den skadelidte og systemet belastes, når sager trækkes i langdrag. Det kan ingen være tjent med.

