Fortsæt til indhold

Øget diversitet er vigtigt. Men det er din indstilling til den, der for alvor kan skabe værdi

Det er ikke nok, at vi taler om at øge diversiteten i bestyrelser, blandt ledere og i arbejdsstyrken. Du skal inkludere og involvere dem, der ikke er som dig, hvis vi for alvor skal skabe værdi.

Debat
Hanne BlumeHR-direktør, DLG-koncernen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hanne Blume

Jeg har en kvindelig kollega, der ofte er farvestrålende klædt. Det er især tydeligt, da flertallet af dem, hun omgås på arbejdet, er mænd, der mest er til lyseblå skjorter. Camilla stikker ud. Det er der intet i vejen med. Det vigtige er, hvordan hendes kolleger møder forskelligheden.

De senere år har vi hørt og talt meget om øget diversitet. Vores samfund og arbejdsmarked er i takt med udviklingen blevet mere mangfoldigt. Det bør vores arbejdspladser, ledelsesgange, bestyrelser og indstilling til forskellighed naturligvis afspejle.

Især diversitet og ligestilling på tværs af køn er i fokus. Men også alder, etnicitet, uddannelse og meget andet er en del af debatten. Og det er godt. For vi er slet ikke i mål. Vi har bl.a. fortsat for få kvinder i bestyrelser, for få kvindelige ledere og ikke ligeløn i praksis.

En del af interessen for diversitet skyldes, at den angiveligt gavner forretningen. Tre McKinsey-studier fra 2015, 2018 og 2020 peger på, at virksomheder med en mere repræsentativ ledelse præsterer bedre økonomisk. Danske virksomheder har da også – bl.a. på ryggen af den sammenhæng – styrket diversiteten.

MEN – og der er ifølge kritikere et men – diversiteten gør det ikke alene. Det er ikke nok, at vi – store og små, runde og tynde, sorte og hvide, kvinder og mænd samt unge og gamle – spiser i samme kantine. Vi skal også tale sammen.

Ja, diversitet kommer før inklusion. Der skal jo være nogen at inkludere. Men udbyttet kommer altså ikke ”blot” ved at samle forskelligheder. Det handler også om at blive hørt, anerkendt og inddraget.

Jeg har gennem tiden set mange, der – fordi de ikke var som flertallet – har haft svært ved at blive lukket ind og accepteret. Og når det sker, gør vi det som virksomhed og kolleger ikke godt nok.

Værdien ligger i din indstilling
Forskellighed er med andre ord ikke meget værd, hvis vores indstilling til den ikke følger med. Det er den, der afgør, om vi taler, tænker og træder i pedalerne sammen. Og skaber værdi.

Mange virksomheder arbejder målrettet med også at styrke inklusionen. Så alle kan føle sig hjemme og værdsat. I den virksomhed, jeg er en del af, arbejder vi også med at blive mere diverse og inkluderende.

Men at ”sætte det på dagsordenen” og ”holde kurser” gør det ikke alene. Det handler også om, hvad vi hver især gør for at inkludere dem, der ikke er som os selv.

Det er her, forandringerne sker, og værdien opstår. Det er her, vi styrker kulturen, innovationen og ja – bundlinjen.

Så er du en af dem, der har den formelle eller uformelle magt i rummet, i mødet, på kontoret, i kantinen eller i virksomheden i øvrigt, så er det også din opgave at inkludere andre.

Er du er en af dem, der definerer samværet og samtalen, er det din opgave som den hjemmevante at byde andre – specielt dem, der ikke som dig selv – indenfor, lytte og tage deres viden og værdi med videre.

Og hvordan gør man så det?
Her er et par gode råd. De er inspireret dels af egne oplevelser, dels af råd fra en associeret professor på London School of Economics i Harvard Business Review:

  1. Fremhæv andres indsats. Giv dem plads til at bidrage og være med.
  2. Vær åben, nysgerrig og interesseret i andre. Spørg mere, end du svarer. Lyt mere, end du taler.
  3. Overvej, hvordan du taler, agerer og styrer. Om du bevidst eller ubevidst udelukker nogen.
  4. Tænk over, hvordan det, du siger, opfattes af andre. Og om det, de siger, var ment, som du hørte det.
  5. Bidrag til, at andre kan være med i og tage del i aktiviteter og samtaler.

Lykkes det ikke for en alene at øge diversiteten, men også at styrke inklusionen, er det virkelig værdifuldt. Som en bestyrelsesformand (det var en mand) sagde til mig en gang: »Når man får øjnene op for ikke bare forskelligheder, men også forskellige perspektiver, sker der noget. Også med en selv.«

Og Camilla? Hun nyder stor respekt fra de omkring 200 mænd, hun leder. Uanset hvor mange farver hun har på tøjet. Fordi hun er hamrende dygtig.

Artiklens emner
Hanne Blume