Fortsæt til indhold

Historien om et tværgående mirakel

I tider, hvor der florerer kritik af mangt og meget, fortjener det gode at blive fremhævet. For der skal være balance i både ros og i ris, og ofte glemmer vi at dele ud af de gode historier.

Debat
Anne-Marie Finchledelsesekspert med speciale i vækst, talent og kulturtransformation

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anne-Marie Finch

Da jeg blev bonusmor til David, var jeg euforisk. For David ventede klar efter skole. Klar til at tale om de store spørgsmål i livet, og overfor mig sad den bedste samtalepartner og skønneste, gamle sjæl på snart 16 år.

Jeg følte hurtigt en stor kærlighed til min dejlige bonussøn, og hver dag med ham har været og er en gave.

Ud af det blå opstod så pludselig seks ugers svær sygdom og fem ugers indlæggelse fyldt med uvished, mange operationer og smerte. For David havde fået gule stafylokokker i blodet og knoglerne, og der findes kun ét dansk tilfælde som hans hvert andet/tredje år.

Det har været som at løbe bag en snebold og konstant være på bagkant, men det er endeligt vendt, og David er atter hjemme.

Jeg er kæmpestolt over Davids råstyrke, lederevner og aktive involvering i alt. Jeg er også kæmpeimponeret over det stærke samarbejde på tværs af Rigshospitalet.

Lige fra den dygtige faglighed på afdeling 4063 til tværgående lægekonferencer og den indbyrdes positive afhængighed af viden, hvor alle indspark tæller. Oplevelsen er blevet toppet med kærlighed fra alle professionelle omkring David, som har ægte favnet os.

I det uforudsigelige har vi derfor været fyldt med omsorg, klar kommunikation og viden på allerhøjeste niveau.

Med os i tasken har vi, mest af alt David, fået mere livserfaring og en enorm respekt for Rigshospitalets topdygtige læger, sygeplejersker, mikrobiologer, portører m.fl. At se lægernes og sygeplejerskernes jubel i ansigterne, da de konkluderede den tværgående sejr ved at kunne udskrive David, var og er i sig selv et minde for livet.

Derfor skal alt det imponerende og kompetente, indrammet i en ægte interesse og støtte, her fremhæves.

For sådan en ægte opmærksomhed, der tilsvarende modtages ægte, kan man ikke erhverve sig via et langt studieforløb. Den er del af et håndværk og tværgående fagligt fællesskab, som man brænder for helt ind i sjælen.

I tider, hvor der florerer kritik af mangt og meget, fortjener det gode at blive fremhævet. For der skal være balance i både ros og i ris, og ofte glemmer vi at dele ud af de gode historier, som der heldigvis er mange af.

Det kan afspore os og skabe et billede af en mere sort/hvid verden, end den er, men i vores familie skete et tværgående mirakel, der har gjort os mere trygge end før og dybtfølt taknemmelige.

Artiklens emner
Sundhedsvæsenet
Ledelse