Sådan endte klimakampen som de privilegeredes projekt

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Man skulle tro, at tanken om at bremse ødelæggende klimaforandringer havde appel til næsten alle danskere. Blandt andet af den grund, at et land, der skiftevis drukner i regn, damper af varme og trues af oversvømmelser, er et svært sted at bo. For alle.

Hvorfor endte klimakampen så som de privilegeredes projekt? Hvordan kunne det komme dertil, at den kunne kløve et land? Hvorfor kunne den til uudholdelighed omtalte CO₂-afgift på landbruget, der samler stort set hele Folketinget, udvikle sig til en tabersag uden for de fire største byer i Danmark?

Det sidste fremgik af en meningsmåling, som Berlingske bragte i sidste uge. Resultatet sendte dele af Christiansborg i tænkeboks. Det var storbyboere mod resten af landet. Punktum. Kun storbyboere var tilhængere af en afgift, der virkelig kunne mærkes, og som potentielt kunne koste landbrug livet. Alle andre var nølende eller imod. Selv i byer med mellem 10.000 og 100.000 indbyggere kunne en markant afgift ikke samle flertal. I landområder var kun hver tredje på tilhængerholdet.

CO₂-afgiften på landbruget er blevet taget som politisk gidsel af både tilhængerne og modstanderne.

Tilhængerne bruger den til at dæmonisere modstanderne som usaglige, irrationelle, fornuft-resistente og populister. Modstanderne har ganske simpelt ikke forstået tingene. De er børn, der støjer for at få opmærksomhed, mens de voksne træffer de nødvendige beslutninger.

Modstanderne dæmoniserer tilhængerne som arrogante, manipulerende og privilegie-blinde. Tilhængerne parkerer systematisk den grønne omstillings ulemper – de hvislende kæmpevindmøller, de triste solcelleparker – i modstandernes baghave, mens de selv nyder fordelene. Bydanmark vil nu også klaske en CO₂-afgift på det erhverv, som i dele af Landdanmark er det eneste, der er tilbage, mens man selv mæsker sig i virksomheder, vækst, arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og friværdi.

Klimakampen er endt som ”dem-mod-os”-politik. Set fra helikopteren kunne den have samlet, for alle nyder godt af at bremse en udvikling, hvor Danmark sejler i vand i de måneder, hvor klimaet ikke er stegende hedt. Men det gik omvendt.

Hvorfor?

Dæmonisering er den ene grund. Det ressourcestærke Bydanmark kunne ikke nære sig, da chancen kom for at udstille – igen igen – Landdanmarks beskedne prioritering af natur og miljø. Kampen for klimaet var den oplagte scene til at demonstrere, at det er på Østerbro, der tænkes ansvarligt og helhedsorienteret, ikke i Øster Assels. Det ressourcesvage Landdanmark kunne omvendt bruge klimaet til at få afløb for samme følelse af frustration, som eksploderede ved folketingsvalget i 2015. En følelse af at være konsekvent politisk overset og underlagt en dagsorden, der er liv og død for storbyboere, men virkelighedsfjern i udkanten.

Teknokratisering er den anden grund.

Den grønne omstilling er endt som et centralistisk ”far-og-mor-fortæller-børnene-hvad-der-skal-ske”-projekt. Det skaber ikke folkelig forankring at bekendtgøre, at hér skal der opføres en vindmøllepark, og dér skal der ligge et brintrør, og på havnen i Vordingborg vil en virksomhed opføre et Power-to-X-anlæg.

Givetvis perspektivrigt det hele, men også ”klimakamp model: teknokrat”. Teknokrater har tænkt og tegnet streger og beregnet. 99 pct. af danskerne forstår ikke stregerne og beregninger og modtager bekendtgørelserne med et ”nå”. Samme ”nå”, som når kommunens miljøfolk bekendtgør, at borgerne skal kildesortere deres affald på en ny måde. Eller en virksomhed bekendtgør at have opdateret sin ESG-politik. Nå. Far og mor har talt.

Den tredje grund til, at klimakampen er endt som de privilegeredes projekt, er økonomi.

Da staten besluttede at hjælpe de ultraklimavenlige elbiler ind på markedet, skete det gennem et kolossalt tilskud fra statskassen – i form af rabat på registreringsafgiften. Sådan er det stadig. Tidens mest populære elbil, en Tesla Model Y Long Range, er for det første kun tilgængelig for danskere, der kan lægge mere end 400.000 kr. for en ny bil. Og den ville koste mere end det dobbelte – 860.000 kr. – hvis den var pålagt samme afgift som en benzinbil.

Hvis klimakampen ikke skulle være endt som de privilegeredes projekt, var det de mindre privilegerede, der skulle have fået incitamenter til at deltage. I stedet kan de betragte de ressourcestærke køre klimavenligt med tilskud fra statskassen og udstede teknokrat-bekendtgørelser om vindmøller og affaldssortering.

Er der noget at sige til, at klimakampen endte med at rive Danmark midtover?

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk